Zenobia

Citat
”Båden var alt for lille. Den var propfyldt. En mor med to babyer gav mig en kiks. Vi sejlede hele natten. En gammel mand klappede mig på kinden. Det skal nok gå… Hvor skal vi hen? Vi skal til et land uden soldater… Sov bare.”

”Zenobia”, s. 79-81.

Morten Dürr og Lars Hornemans grafiske fortælling ”Zenobia” (2016) er en grusom historie om den syriske pige Aminas skæbne som bådflygtning. Det er en historie om krigens rædsler fortalt i børnehøjde.

Ved fortællingens start befinder Amina sig på en propfyldt båd med kurs over Middelhavet. Hun er sammen med de mange andre flygtninge på vej mod et bedre liv i Italien. Men båden kæntrer, og hun drukner. Mens hun er på vej mod havets bund, får læseren gennem flashbacks historien om, hvordan hendes liv var før og under krigen i Syrien. Fra da livet var godt og hun legede gemmeleg med sin mor eller så til, når moderen lavede dolmer i køkkenet, til den dag hun fik beskeden om, at hendes forældre, efter at være taget ind til byen uden hende, ikke kom hjem igen. Aminas onkel bruger sine sidste penge på at sende hende alene af sted på en usikker rejse med båden, mens han selv må blive tilbage, da pengene ikke rækker til dem begge.

52705479

Der er meget få ord i fortællingen. Det er i stedet gennem tegningerne, at hovedparten af historien fortælles. Havets blå farve i forskellige nuancer er dominerende i nutidsfortællingen, mens Amina drukner. Brunlige toner tages i brug, når vi gennem flashbacks befinder os i fortidens trygge rammer.

Bogens titel refererer til dronning Zenobia af Syrien. En smuk og tapper kvinde, der i 200-tallet overvandt kejseren af Rom og skabte sig et rige, der strakte sig helt fra Alexandria til Ankara. Zenobia underlagde sig aldrig nogen mand. Når der er brug for, at Amina er tapper, fortæller både hendes mor og onkel historier om Zenobia. Det er også gennem billedet af dronningen, at Amina forsøger at samle sine sidste kræfter, da hun er på vej ned i dybet.

På havets bund er der sort og tomt. Her støder Amina på et skibsvrag, som bærer samme navn som den syriske dronning. Om det er et symbol på håb eller den endelige død er op til læseren at fortolke.