Bringing It All Back Home

Citat
”Look out kid/ Don’t matter what you did (…) Better stay away from those/ That carry around fire hose/ Keep a clean nose/ Watch the plain clothes/ You don’t need a weatherman/ To know which way the wind blows.”
”Subterranean Homesick Blues”

Det første nummer, ”Subterranean Homesick Blues”, på Bob Dylans femte album ”Bringing It All Back Home” var også titlen på det britiske tryk af albummet, da det udkom i 1965. ”Subterranean Homesick Blues” er en hilsen til Bob Dylans litterære forbillede Jack Kerouac, der i 1958 udgav romanen ”The Subterraneans” (da. ”De underjordiske”), og sangen er med sin bevidsthedsstrømmende stil inspireret af beatlitteraturens rablende, flydende gadesprog. Sangen er en lang opremsning af slang, kodesprog, ordrer og konstateringer. Mange sætninger er konstrueret af udsagnsord i bydeform: se dig for barn, hold din næse ren, bliv syg, bliv fængslet osv. Dylan vrænger af alle de ting, man løbende bliver instrueret i. Man må ikke stjæle, man skal tage sko på, og når noget koster 11 dollar, har man kun de 10. I første vers optræder Johnny, som blander medicin, hvilket er en reference til hele tekstens tematik: indtag af euforiserende stoffer. I andet vers kommer Maggie løbende og fortæller usammenhængende og forskruede historier om, at politiet er på vej. Sangen fortsætter som en flakkende beskrivelse af en narkotikatilværelse, hvor angst og paranoia smelter sammen, og det ikke er til at vide, om vanviddet er reelt eller ej.

52023262

Efter den kryptiske blues kommer kærlighedssangen ”She Belongs to Me”. Heri underkaster jeget sig den moderne, kvindelige kunstner, som han forguder. Han sætter hende op på en piedestal, mens han selv vælter og karakteriserer sig selv som en omvandrende antikvitet. Kærlighedserklæringerne fortsætter i ”Love Minus Cero/No Limits”, der som titlen antyder beskriver en grænseløs, dybfølt kærlighed. Jegets kæreste er unik, oprigtig, hun griner som blomster, og hendes følelser kan ikke købes. Hun fremstår som et ideal med sit skarpe blik, idet hun ved for meget til at diskutere eller fordømme og ved, at ”there’s no success like failure/ And that failure’s no success at all.” I en blanding af sammenligninger og fremhævelser af kvindens karaktertræk portrætterer Dylan både en særlig person og relation.

Vær dig selv, elsk, kæmp for din frihed og lad dig ikke forblænde af autoriteter, synes sangene at prædike.