I sin selvbiografi ”Chronicles” (da. ”Krøniker”) bruger Bob Dylan et helt kapitel på at skildre, hvordan han fik ideerne til sangteksterne på ”Oh Mercy” (1989), og dernæst hvordan indspilningerne udviklede sig. Han havde slået sin hånd, kunne ikke spille guitar, og derfor er sangteksterne i første omgang skrevet uden akkompagnement. De refleksioner, Dylan gjorde sig om indholdet i sangen ”Everything Is Broken”, lyder: ”Alt er i stykker eller ser sådan ud – skåret, revnet, trænger til reparation. Ting går i stykker, går i stykker en gang til, bliver lavet om til noget andet, går i stykker igen.” (Bob Dylan: Krøniker. Gyldendal, 2004. S. 170-171).
”Everything Is Broken” er den tredje sang på albummet, der i alt indeholder 10 sange og som udkom i september 1989. Til trods for titlen fremstår verden nådesløs for personerne i Dylans tekstunivers. De lider af en bedragssygdom eller er gået bort med manden i den lange, sorte frakke.
Åbningsnummeret ”Political World” tegner et desillusioneret billede af virkeligheden. De bløde værdier har mistet deres plads: kærligheden hører ikke hjemme noget sted, og visdommen er sat bag tremmer. Mod hører fortiden til, og folket opdrages til at springe over, hvor gærdet er lavest. I 11 vers oplistes den politiske verdens kynisme, og når duet til sidst i desperation vil kalde på Gud, er navnet væk.
Med andre ord er der ikke et eneste fast holdepunkt tilbage i en overfladisk, kapitalistisk tid. Alt er flydende og udefinerbart. Selv kærligheden bliver en usikker størrelse, som i ”Most of the Time”, hvor jeget forsøger at overbevise sig selv om, at livet for det meste er helt tilforladeligt, selvom han ikke længere er sammen med den kvinde, han engang elskede. Selvbedraget forstærkes vers for vers, for til sidst at rejse spørgsmålet om hukommelsens pålidelighed: ”Most of the time/
I can’t even be sure/ If she was ever with me/ Or if I was with her”.
Sangene på ”Oh Mercy” har en iboende pessimisme. Teksternes tone er vemodig, dyster og til tider opgivende, og det blik, hvormed jeget ser på verden, er sort og varsler død og undergang.