Handlingen i Umberto Ecos debutroman “Il nome della rosa” fra 1980 (“Rosens navn”, 1984) foregår over en uge i et italiensk benediktinerkloster i 1327. Inkvisitoren William af Baskerville og hans elev Adso af Melk er kaldt til klostret for at mægle imellem to stridende fraktioner i Den Katolske Kirke, men inden de når frem, er der sket et gådefuldt mord på en af klosterets munke, og de to hovedkarakterer får nu til opgave at opklare forbrydelsen. Men som dagene går, bliver sagen stadig mere kompliceret, for alt imens de to ‘detektiver’ forsøger at finde system i sporene, dør der dag for dag nye munke.
Romanen er baseret på et originalt dokument, som en munk fra det østrigske benediktinerkloster Melk skrev i Middelalderen, men dertil er tilføjet en fiktiv konflikt, der har Aristoteles’ litteraturteoretiske værk ”Poetik” som omdrejningspunkt. En del af dette værk skulle behandle komikken, men denne del er aldrig fundet. I en fiktiv udgave er den dog at finde i Ecos roman, hvor visse dele af kirken forsøger at skjule bogens eksistens for munkene – og får blod på samvittigheden i sine bestræbelser. Latterens forløsende virkning var således at betragte som kættersk!
Eco skildrer renæssancens opkomst og peger på sammenhængen mellem fortid og nutid. Romanen er fuld af citater, der forekommer at være meget moderne, men som viser sig i stor udstrækning at stamme fra middelalderens tænkere. På den måde viser Eco, at den moderne tænkning er et produkt af historien – at vi intet er uden vores fortid, og at vi måske slet ikke er så ‘moderne’, som vi går og tror. Samtidig peger han på det, der med en litteraturvidenskabelig betegnelse kaldes intertekstualitet, og som er et udtryk for de mange slags samtaler, tekster kan føre med hinanden.
Romanen kan betegnes som en intellektuel middelalderkrimi. Ud over at historien sættes i scene, så er det helt centrale tema i romanen mening – eller mangel på samme. William og Adso bliver gang på gang ført på vildspor under deres forsøg på at opklare mordene. De går ellers meget systematisk til opgaven og har en stærk tro på en overordnet mening, men da de endelig finder ud af, hvem der står bag dødsfaldene, sker det ved en tilfældighed, og William ender da også med at konkludere, at der ikke var tale om et mønster. Eller med andre ord: der er ingen overordnet mening. Når Eco lader det få katastrofale konsekvenser, at munkene holdes fra komikkens univers, viser Eco farerne i en universel etik og i den moralske længsel efter renhed.