I Umberto Ecos anden roman “Il pendolo di Focault” fra 1988 (“Foucaults pendul”, 1989) er vores hovedperson Casaubon, som har skrevet speciale om Tempelridderne. Via sin interesse for de middelalderlige riddere kommer han i kontakt med forlagsfolkene Belbo og Diotallevi. Da Casaubon og Belbo bliver involveret i en mordsag, kommer de på sporet af hemmeligheden om ‘den store plan for Verdensherredømmet’, som Tempelridderne og siden Rosenkreutzerne skulle have lagt, og som har været skjult i århundreder.
Vi følger de tre personers gransken af efterladte og hengemte dokumenter og bevidner, hvordan denne søgen udvikler sig til en konspiratorisk og ukritisk tilgang til historiske begivenheder. Opklaringen, der starter som en uskyldig leg, forfører dem, så de langsomt mister “den intellektuelle glød, der altid lader os skelne det, der ligner, fra det, der er identisk, og metaforen fra genstandene.” (side 414). Inden længe har de sat tempelriddere, mystikere og nazister i et konspiratorisk felttog, og det får blodige konsekvenser, da en gruppe okkulte begynder at tro på denne fortolkning af historien. De okkulte forsøger at presse ‘sandheden’ ud af Belbo, men da han nægter at udlevere den sammenhængende fortælling, må han ofres i Foucaults pendul - det eneste fuldstændigt faste punkt i verden.