Thorbjørn Egners forfatterskab blev for alvor udfoldet med de to bøger “Klatremus og de andre dyrene i Hakkebakkeskogen” fra 1953 (“Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven”, 1954) og “Folk og røvere i Kardemomme by” fra 1955 (Folk og røvere i Kardemomme by, 1956). Disse to bøger er også udtryk for en børnelitteratur, hvor illustrationer og sange undervejs i historien supplerer teksten. Det er ligeledes karakteristisk for Thorbjørn Egners stil, at han kombinerer dialoger mellem historiernes figurer med en 3. persons fortæller, som forklarer figurernes overvejelser og bevæggrunde. Med humor og underfundighed fremstiller fortællingerne pudsige scener men også konflikter, som børn kan genkende og tage stilling til. Hensynet til andre og en anerkendelse af, at alle mennesker indeholder særegne og værdifulde egenskaber, er nogle af de væsentlige budskaber i fortællingerne.
“Klatremus og de andre dyrene i Hakkebakkeskogen” er skrevet som en fabel. Fablen er som genre kendetegnet ved en fantastisk, humoristisk og belærende fortælling, hvor dyr er besjælede, det vil sige tillagt menneskelige egenskaber. På det bogstavelige niveau handler det om dyr, men på det overførte niveau drejer det som om menneskelivet. Som Thorbjørn Egner selv siger det: ”Når jeg skriver for de mindste, trives jeg bedst i fablernes verden, og der er alt ikke strengt realistisk. Der må dyr gerne have lov til at tale - og til og med synge - og de må gerne have bukser på. Dyrene i Hakkebakkeskoven er fantasiskikkelser, der som karakterer låner fra både dyr og mennesker”. (“Egner egner seg til alt”. Interview i Aftenposten, 1976-12-04).
05450446
Dyrene i Hakkebakkeskoven minder om menneskelige væsener i meget af det, de gør, siger og tænker. De repræsenterer da også hver især forskellige menneskelige personlighedstræk. I historien møder man den fornuftige, kloge og arbejdsomme Morten Skovmus, den lattermilde, ubekymrede men dovne Klatremus, den frække, tyvagtige Mikkel Ræv, som er let at narre, og mange andre. I historien bliver det hurtigt tydeligt, at den kloge narrer den mindre kloge. Men det centrale omdrejningspunkt i fortællingen er Morten Skovmus´ ønske om at skabe fred, tryghed og respekt for andre i skoven. Skovmusen kan siges at være forfatterens alter ego - han bliver et talerør for de værdier, Thorbjørn Egner gerne vil fremhæve. Bogen indeholder således en humoristisk opfordring til ærlighed, fredelig sameksistens og tolerance. Som det hedder i de tre punkter, der udgør loven for dyrene i Hakkebakkeskoven: Alle skal være venner, det er forbudt at æde hinanden, og man må ikke stjæle hinandens mad. Den enkeltes behov må altså justeres i forhold til hensynet til andre og til fællesskabet. Det er ligeledes en væsentlig pointe i fortællingen, at figurerne til sidst lærer, at de alle har evner, der er brugbare og nyttige.