Thorbjørn Egner

Artikel type
boern
cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2005.
Main image
Egner, Thorbjørn
Foto: POLFOTO

Indledning

De fleste kender historierne om “Karius og Baktus”, “Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven” og “Folk og røvere i Kardemomme by”. Den norske forfatter Thorbjørn Egners børnefortællinger er for længst blevet klassikere for flere generationer, og hans mest populære bøger er udkommet i oversættelse i mere end 20 lande.

Thorbjørn Egners børnebøger er udtryk for en tilsyneladende enkel litterær fantasi. Bøgerne rummer dog en kunstnerisk kompleksitet af billeder og idéer, musik og tekst. Han har selv illustreret sine bøger, og flere af dem er også blevet dramatiseret og sat i musik af forfatteren. Forfatteren kombinerer ligeledes digterisk frihed med pædagogiske moraler.

Der findes ingen helte og skurke i Egners univers. I hans historier får man sympati med dovne røvere, sure tanter, sultne ræve og skadelige bakterier. Hans bøger indeholder altid en balance mellem det fantasifulde og legende på den ene side og lettilgængelige budskaber om tolerance, retfærdighed og medmenneskelighed på den anden side.

 

05450446

Blå bog  
  • Født: 12. december 1912 i Oslo, Norge.
  • Død: 24. december 1990.
  • Uddannelse: Uddannet tegner fra Statens håndverks- og kunstindustriskole i Oslo i 1935.
  • Debut: Barneboka, 1940. Skrevet i samarbejde med Sigurd Winsnes.
  • Litteraturpriser: Kulturdepartementets premiering av barne- og ungdomslitteratur, 1953 og 1955. Illustrasjonprisen ved Kulturdepartementets premiering av barne- og ungdomslitteratur, 1958. Bokkunstprisen, 1962. Cappelenprisen, 1979.
  • Forlag: Gyldendal.

Baggrund

“Du er så tankefuld i dag, kære Morten, sagde bedstemor. Ja, sagde Morten. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor godt der ville være her i skoven, hvis alle var venner - så kunne de store hjælpe de små og de små hjælpe de store - for der er meget, vi små kan, som de store ikke kan. Jeg vil gå hen og drøfte den sag med Bamsefar”.
"Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven", s. 46.

Thorbjørn Egner voksede op i bydelen Kampen i Oslo, hvor forældrene drev en købmandsforretning. Familien boede oven på købmandsbutikken, og i baggården var der høloft og vognskur. Her spillede kvarterets børn teater og musik og opførte cirkus. Thorbjørn spillede banjo. Somrene tilbragte han på familiens sted på landet.

Efter folkeskolen gik Thorbjørn Egner på Oslo kommunale handelsskole. Det var her, han mødte Annie Eliasen, som han giftede sig med i 1937. Thorbjørn Egner kaldte siden hen sin kone og deres fire børn for hans vigtigste inspirationskilder, rådgivere og kritikere.

Thorbjørn Egner fik sin uddannelse fra Statens håndverks- og kunstindustriskole og arbejdede en tid som reklametegner og dekorationsmaler. Efter 1945 optog barnets verden stadig mere af Thorbjørn Egners tid, og han begyndte at bruge sine mange talenter på at lave radio, bøger, teater og tv til børn. Sideløbende lavede han gennem mere end 20 år undervisningsbøger til folkeskolen. Thorbjørn Egner døde i 1990, 78 år gammel.

Personificerede bakterier

Copyright:
Thorbjørn Egner & Gyldendal

Thorbjørn Egner fik sit store gennembrud i 1949 med “Karius og Baktus” (“Karius og Baktus”, 1958). Fra 1946 havde Thorbjørn Egner medvirket i norsk radios lørdagsbørnetime som fortæller og visesanger. Det var her, han første gang præsenterede sin fortælling om tandtroldene Karius og Baktus. Historien blev i radioen fortalt som et hørespil med musik og lydeffekter. Thorbjørn Egner havde tidligere skrevet flere billedbøger til børn, men radioen virkede frigørende på Egners forfattertalent. Gennem radioen fandt han sin form, og han begyndte blandt andet at bruge replikker for at give liv til fortællingernes skikkelser. 

Bogen om Karius og Baktus er ikke blot skrevet men også illustreret af Thorbjørn Egner, som også har komponeret de viser, der optræder i fortællingen. Ligesom hos den norske børnebogsforfatter fra samme periode, Alf Prøysen, er det hos Egner sjældent et barn, som er hovedpersonen. Historien handler om to små pudsige tandtrolde, som lever af sukker og laver huller i drengen Jens´ tænder. Egners fortælling skildrer på en humoristisk og fantasifuld facon, hvordan bakterier medfører karies, det vil sige huller i tænderne. Fra denne problematik har de to personificerede bakterier deres navne. De beskrives ligesom to små drengebørn med strithår, stribede trøjer og smækbukser, der med hakke og trillebør forsøger at udbygge deres huse i drengens tænder.

De to figurer, Karius og Baktus, indeholder de et stort spektrum af menneskelige følelser - fra glæde og forventning til drillende ondskabsfuldhed, vrede og tristhed. Et væsentligt kendetegn i forfatterskabet, som allerede slås an i denne fortælling, er en præsentation af mange slags følelser og konflikter, som børn let kan sætte sig ind i. Den indeholder således en appel om at leve sig ind i andres følelser og reaktioner.

Tandbørsten og tandlægens bor vinder til sidst. Historien indeholder en pædagogisk fremstilling af, hvad der sker med tænderne, hvis man ikke passer godt på dem, og dermed en morale om nødvendigheden af sund ernæring og god tandpleje. Men allerede i denne bog er det tydeligt, at der ikke findes entydige helte og skurke i Egners univers. Selv de skadelige bakterier kan man sympatisere med. Sympatien og identifikationen er placeret hos de to tandtrolde i en sådan grad, at historiens slutning ligefrem er blevet læst som tragisk.

I de første udgaver af fortællingen lod Thorbjørn Egner de to figurer drukne, da de blev skyllet ud af munden. I bogen ender historien dog mindre trist. Her sidder Karius og Baktus til sidst på en tømmerflåde ude på havet og venter på at finde et nyt sted at bo.