Einar Már Guðmundssons forfatterskab henviser eksplicit til den eksisterende litteraturhistorie. Mange værker har indledende citater fra andre forfattere, og der er masser af referencer til såvel islandske som internationale forfattere. Hans bøger indskriver sig altså i en selvvalgt og tydelig litterær tradition.
De tidlige digte falder med deres korte og anarkistiske udtryk ubesværet ind i samme strøm som de danske 80’erdigtere repræsenteret ved Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Michael Strunge (Rasmus Bo Sørensen: Med vinger på hjernen. Information, 2008-10-08).
Senere i forfatterskabet skriver Einar Már skriver romaner, som var de også digte. I stedet for brede episke forløb anvender han en pointeret, åben struktur, der ligesom digtet bruger pausen og linjeskiftet som et virkemiddel. Denne sans for at få det lyriske og det episke til at arbejde sammen hænger sammen med den islandske litterære tradition. De storslåede islændingesagaer fra middelalderen er netop skrevet i en meget knap og kort prosaform, og både den islandske selvforståelse og Einar Márs historier trækker tråde tilbage til sagaerne.
Den fabulerende leg med form og genre og brugen af myter og sagn har sammen med de magiske indslag referencer til såvel danske Ib Michael som til den magiske realisme fra Latinamerika, repræsenteret ved forfattere som Gabriel Garcia Márquez og Jorge Luis Borges.
Men den nordatlantiske arv fornægter sig ikke: Der er hos Einar Már ekkoer af forfattere som Knut Hamsun, H.C. Andersen, Selma Lagerlöf. De to helt uomgængelige forbilleder og forgængere er landsmanden Halldór Laxness og færingen William Heinesen, som op igennem det 20. århundrede både fornyede og forvaltede en ældgammel fortælletradition af folkelig og metafysisk karakter og skabte en litteratur, der i sig rummer en særlig nordatlantisk modvægt til det nordiske tungsind.
Grebet med at fortælle inde fra patientens hoved, som Einar Már gør i ”Universets engle”, ligner Beate Grimsruds ”En dåre fri” fra 2010. I denne roman skildres skizofrenien også af patienten selv. I ”Universets engle” taler jeg-fortælleren fra det hinsides og i flere andre værker kommer de døde også – helt naturligt – til orde. Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson benytter i sine bøger også et fortællekor af døde borgere, der fra en mellemstation inden himlen kommenterer livets gang på jorden.
De pittoreske opvækstskildringer med sans for datidens særpræg ligner både landsmanden Einar Kárasons skildringer af opvæksten i barakkerne i Reykjavik efter krigen, og det ligner norske Lars Saabye Christensen, der også har Beatles med på titelniveau i sin ikoniske ”Beatles” fra 1984. Danske Bjarne Reuter har på samme måde fortalt historien om at vokse op i tresserne og være ung i en brydningstid i både sine ungdomsromaner og bøger om Buster i Brønshøj.