”Spørgsmålet er ikke, om jeg kan. Jeg skal,” sagde jeg.”
Med afsæt i minder og gamle notesbøger har Einar Már Guðmundsson skrevet en erindringsroman om den sommer, hvor han som ganske ung rejste ud i verden og mødte kærligheden. ”Passamyndir” fra 2017 (”Pasfotos”, 2018) er således et tidsbillede på 1970’ernes kulturelle og samfundsmæssige omvæltninger og et billede af en ung mand med verden for sine fødder.
Den et-par-og-tyve-årige digterspire Halli bor i Reykjavik, hvor han en aften møder den karismatiske Jonni på deres stambar Teaterkælderen. De beslutter sig for at rejse til Oslo som første stop på en rejse ned gennem det europæiske kontinent, der for dem er potent med betydning og eventyr. Ankommet til Oslo møder de andre eksilerede islændinge og får snart job som grøftegravere på Hardangervidden. Her i skiftevis høj sol og tung regn gør de sig erfaringer i at håndtere konfliktsøgende og drikfældige arbejdsmænd, hårdt fysisk arbejde og de lange nætters længsel efter pigerne i byen. Jonni opgiver ævred og rejser til Sydfrankrig for at se sin udkårne, og Halli rejser med sin nys vundne kæreste Inga på en dramatisk og varm tur til Sydeuropa. Græske banditter og hvidkalkede mure er baggrund for deres første fælles ekskursion ud i kærlighedens land. Halli opsøger sine politiske aktivistvenner i Rom og ender i Paris, hvor ringen sluttes.
54052162
Romanen er fortalt i et sludrende, valsende tempo med mange digressioner og fortællerens refleksioner indlejret. Han foregriber passager, afviser elementer, der forsøger at presse sig ind i fortællingen og holder tæt kontakt til læseren med sine henvendelser.
Knut Hamsuns ”Sult” og ”Pan” samt Halldór Laxness’ ”Den store væver fra Kashmir” er blandt den litterære underlægning, og periodens musik fylder en del som både identitetsmarkør og tidsbillede. Revolutionære strømninger og filosofiske diskussioner har været identitetsskabende for de unge kunstnere i romanen, der således bliver en art tilbageskuende ”sådan-blev-jeg-forfatter”-roman. Fortælleren lægger heller ikke skjul på projektets formål: ”Jeg genopfrisker disse ting for at lette mit sind og for min egen fornøjelses skyld, som forfattere gerne siger, når de begynder at blive ældre og forsøger på at overskue det hele, livet og verden, lige som oppe fra et bjerg” (s. 31).