I begyndelsen af 1980’erne udgav Einar Már Guðmundsson romanerne ”Ridderne af den runde trappe”, ”Vingeslag i tagrenden” og ”Regndråbernes epilog”, som tilsammen udgør Reykjavik-trilogien.
I ”Riddarar hringstigans” fra 1982 (”Ridderne af den runde trappe”, 1984), hedder den lille dreng, der fortæller historien, Johan Pjetursson. Han viser sig nu og da at være i besiddelse af en poetiskhistorisk bevidsthed om en verden, der er meget større end hans egen, og udover at fortælle til en kammerat ved navn Ole holder han sig heller ikke tilbage for at henvende sig direkte til læseren: ”I modsætning til hvad du kære læser muligvis tror, er Ole og jeg ikke som de politikere, der omfavner hinanden og trykker hænder på telekommunikerede ap-nyhedsbilleder, mens de i tankerne bider hovedet af hinanden. Nej, vi giver os bare til at lege med biler (...)”. Som man forstår er teksten, ligesom Johan, uhyre legesyg.
22304704
Johan Pjetursson fortsætter med at have ordet i ”Vængjasláttur í þakrennum” fra 1983 (”Vingeslag i tagrenden”, 1986), hvor trilogiens karakter af fantasifuld krønikeskrivning for alvor udfoldes. Johan er i stand til at fortælle i flere stilarter, alt afhængig af hvor han har sine oplysninger fra: avisen, eventyr, ”af kvarterets annaler” eller en livlig fantasi.
I det store som i det små er ”Reykjavik-trilogien” en beretning om retten til at fantasere og fortælle. Følgende dialog imellem Johan og Ole er en passage fra ”Vingeslag i tagrenden”, kaldet ”De vingede hjerners duet”:
”Jeg: Ole har du lagt mærke til hvor små hoveder duerne har. Tror du ikke
de har nogen hjerne?
Ole: Nej de har vinger. Hvorfor skulle de have en hjerne?
Jeg: Mener du at det er bedre at have vinger end hjerne?
Ole: Jeg tror det bedste må være at have vinger på hjernen.”
”Reykjavik-trilogien” er et romantrekløver om alt imellem drenge, duer, himmel og jord i efterkrigstidens Reykjavik. De tre bøger hænger løseligt sammen, men ”Eftirmáli regndropanna” fra 1986 (”Regndråbernes epilog”, 1988), stikker lidt ud fra de to andre. I denne er barnesynsvinklen helt væk og erstattet af en anderledes ordrig, olympisk historiefortæller, som er mere optaget af lyriske billedkaskader end poetiske menneskeskildringer.
Einar Már tilhører en generation af islændinge, der som de første er vokset op i en moderne bykultur. Island og specielt Reykjavik oplevede et velfærds- og moderniseringsboom efter 2. Verdenskrig, og indflydelsen fra især USA, der har opretholdt en militærbase på øen siden krigen, er ikke gået sporløst hen over de ellers meget traditionsbundne islændinge.
Denne sammenblanding af amerikansk og islandsk mytologi, godt blandet op med beatlerne fra Liverpool, er hovedingredienserne i Einar Márs leg med liv og litteratur. Og udover hvad den i øvrigt er, er ”Reykjavik-trilogien” i det skjulte også en udviklingsfabel og kunstnerroman. Om tilblivelsen af en digter.