Før mig til jeres leder

“Life on Another Planet” fra 1978 (“Budskab fra verdensrummet”, 1983) er i modsætning til det forgående værk en temmelig atypisk grafisk roman fra Eisners side. Det er en blanding af science fiction, spændingshistorie og spionthriller, tilsat en lang række beske sociale kommentarer. Historien er centreret om en række forskellige personers reaktioner på et signal fra det ydre rum. Hovedpersonen i det yderst komplicerede plot er astrofysikeren James Bludd, der bliver hyret af CIA som erstatning for den myrdede videnskabsmand Cobbs. Det viser sig dog hurtigt, at fremmede magter er indblandede i Cobbs død, og snart er Bludd hvirvlet ind i farlige intriger, der blandt andet involverer spioner fra KGB, lejemordere fra mafiaen, en muteret plante, lysky aftaler med et diktatur i en fiktiv afrikansk stat, en afsporet sekt og sidst, men ikke mindst, et attentat på den amerikanske præsident. Af historiens andre karakterer er især George Macready interessant. Som chef for The Multinational Corporation symboliserer Macready amerikansk kapitalisme fra sin værste side. Hans firma ønsker en optrapning af våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen for på den måde at tjene endnu flere penge, og enhver forhindring mod det mål bliver samvittighedsløst ryddet af vejen.

Dette er er en af Eisner mest voldsomme fortællinger med vold, optøjer og massemord som gennemgående elementer. Det er tydeligt at “Life on Another Planet” er skrevet under den kolde krig med den åbenlyse afstandstagen til det eksisterende atomkapløb mellem supermagterne. Eisner kombinerer denne kritik med et harmfuldt udfald mod de store multinationale selskaber, der tilsyneladende er i stand til at udføre alskens uhyrligheder i profittens hellige navn.

Eisner skåner os alligevel for en helt igennem kynisk slutning. For trods sine mange og meget magtfulde modstandere lykkes det dog alligevel i sidste ende for Bludd at redde verden fra et selvdestruktivt koloniseringskapløb, selvom det undervejs koster ham både hans kærlighed og idealistiske verdensanskuelse.