Med den stortanlagte digttrilogi ”Diwan” nåede Ekelöf højdepunktet i sin digter-karriere. Trilogien består af de tre digtsuiter ”Diwan över fursten av Emgión” (1965), ”Sagan om Fatumeh” (1966) og ”Vägvisare till underjorden” (1967) (”Diwan over Fyrsten af Emgión”, ”Eventyret om Fatumeh” og ”Vejviser til underverdenen”, 1995/2014), og førstnævnte fik han Nordisk Råds Litteraturpris for i 1966. Den indleder trilogien og handler om den kurdisk-armenske grænsefyrste Fyrsten af Emgión i tiden efter slaget ved Manzikert i 1071. Fyrsten har sammen med den byzantinske hær og kejser Romanós Diogénes lidt nederlag, og i sit fangenskab får fyrsten stukket sine øjne ud, før han bliver sat på fri fod igen.
Allerede som digtsuitens første ord anråber fyrsten i sin nød og ”tørst" sin ”jomfru” og ”hjemsøgelse” – sin gudinde. I denne nødens stund og gennem en slags kastration har han nemlig allerede indset, at frelsen ikke kommer med den barmhjertigt gode i kristendommen, Jomfru Maria, men den barnløse mor i arabisk mystik, der er alles mor.
51498488
I resten af denne 1. del samt i 2. del beskrives bl.a. fyrstens blinde og visionære kærlighed og begær til jomfruen, der også er skøgen, der over tid opnår renselse via det beskidte, syndefulde og ”brændte”. Men fyrstens erotiske og sanselige begær beskrives på en tvekønnet måde, hvor skellet mellem ”han” og ”hun” udviskes. I 3. del viser Ekelöf med en dramatisk dialog mellem fyrsten, der nu er blevet Satan, og hans elskede gudinde, hvad der ikke umiddelbart kan forenes, men som alligevel til sidst bliver det på et overjordisk plan. Foreningen sker via ophævelsen af skel og paradoksalt via den blinde seers indre, nemlig gennem det elskende øje.
Som i Ekelöfs øvrige digte er det store tema også i ”Diwan” længslen og manglen i ensomheden, der på mystisk vis får det fraværende til at blive nærværende. Og virkeliggørelsen sker som indre visioner, og savnets opfyldelse og tomrummets udfyldelse sker også som digtning. Sit indhold formidler Ekelöf som i sin tidligere digtning i frie, rytmiske vers, gentagelser, anråbelser samt spil med modsætninger og deres ophævelser. Men ”Diwan” indeholder flere personliggørelser af abstrakte begreber (allegorier) end besjælinger, der tillægger omverdenen menneskelige egenskaber. Det mest forklarende digt for den Ekelöfske tankegang synes at være digtet ”Xoanon”, der kan læses som et metadigt om, hvordan digteren forsøger at nå frem til enheden bag flere lag af modsætninger og for i denne enhed at skue og møde kærligheden.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Diwan"