Som hos mange andre digtere og forfattere i Gunnar Ekelöfs samtid er det i vid udstrækning temaer som ensomhed og fremmedgørelse i livets tomme meningsløshed, der præger forfatterskabet fra start til slut. Ligeledes typisk er hans håb og tiltro til epifanien, dvs. til selve åbenbaringen eller visionen som en mulig forløsning og port ud af fornuftens og logikkens fængsel, der ikke levner plads til det irrationelle som lidenskab, kærlighed og mystik. Han leder med andre ord efter det, der overskrider og som sådan ophæver diverse skel, bl.a. mellem det nærværende og fraværende i forsøget på at udfylde sin indre ”mangel”, der skaber den meningsløse tomhedsfølelse.
Set i dette lys kan Ekelöfs digtning også læses i forhold til hans oplevelse af svigt fra morens side. For at finde forsoning og for at gøre nærværende, hvad der for Ekelöf er fraværende i form af for eksempel moderkærlighed, vender han sig væk fra (og gør oprør mod) moderne og rationelle tankemønstre til fordel for middelalderlig, arabisk mystik som f.eks. i ”Diwan”. Ifølge denne mystik med alle dens paradokser er troen i sidste ende en tro på en uopnåelig, kvindelig guddom, der i øjeblikke får det nære til at træde guddommeligt frem. Trosforholdet her kan således betegnes som en slags ulykkeligt kærlighedsforhold.
Dette tankegods lægger Ekelöf om bord i en modernistisk digtform bestående af frie og eksperimenterende versformer, der bryder med tidligere tiders digtformer med fastlagte rim og versefødder. Selvom han også genbruger traditionelle versemål som blankvers, så indgår de i hans eksperimenterende forsøg på at nå frem til digtets egen rytme og musik. Rytmen skaber han med digtets verslængde, brud, linjeskift iblandet pauser. Med denne ”musik” sammen med kæder af associationer, referencer til anden litteratur og indbyggede citater forsøger han således at skabe liv i digtet, at gøre det virkeligt: ”Hvad digtet ’forestiller’ spiller dybest set ingen rolle, det vigtigste er at det er virkeligt, at ordene har den rette elektriske holdning til hinanden,” anfører han således i essayet ”Fra en lyrikers værksted” (Gunnar Ekelöf: Virkelighedsflugt. Lædersvinets Kulturbibliotek 2. Anblik, 2010. s. 143).