Sikkas fortælling

I 1997 udgav Cecilie Eken ”Sikkas fortælling”, der samme år blev belønnet med Kulturministeriets Børnebogspris. Romanen er baseret på en mange år gammel ide, og Cecilie Eken besluttede at skrive noget, der var helt anderledes end alt andet. Det blev en roman i et fiktivt univers, som minder om det antikke Grækenland. Den indledes med et citat fra det klassiske epos ”Illiaden” - så er tonen slået an.

21917133

I dette univers lever en helt almindelig pige - Sikka - med sin familie. Hun og søsteren er en slags slaver for magthaverne og bliver hver dag firet ud over skrænterne for at samle mos, taurem. Sikka har det meget dårligt med sin tilværelse, men bøjer hovedet indtil den dag, søsteren styrter ned og bliver dræbt. Så vågner oprøret i hende, og hun sætter sig op mod herskerne, Kimerne. De har indgået en pagt med uhyret Tyfoeus for at erhverve evig ungdom og stor magt, men pagten har sin pris, og det euforiserende taurem bruges til at flygte ind i drømmene.

Sikkas hjælp i de svære stunder er den lange fortælling, som hendes bedstemor i hemmelighed lærte hende. Det er en fortælling fortalt på versemålet heksameter om en fjern fortid. Fortællingen begynder således: ”Lyt, I mennesker og guder, om kongedatteren Sikka/ Og Cimerons drot Atheus, den dristige helt, vil jeg berette”.