Karanagalaksen-serien

Citat
”… den medhørende lægesonde fortalte kun det, jeg selv godt var klar over: At Illarion var fuld af gift, og at hans stigende kropstemperatur, hjerterytme og øvrige symptomer indikerede fare for toksisk chok, behandling var påkrævet.”

”Styrke”, s. 141.

Cecilie Ekens serie om Saga Sølvisdatter består af ”Styrke” (2018) og ”Tillid” (2018). Et tredje og afsluttende bind ”Forbund” forventes at udkomme i 2019.

Saga er på flugt. Hendes rumskib Brimdir er slået ud af kurs og stærkt beskadiget. Men inden hun lader sig glide ind i den evige dvale, skrifter hun sin historie i håb om, at den en dag vil ende i de rette hænder.  

Saga skrifter, det vil sige fortæller, om sin opvækst på planeten Hvidøy. Sammen med 192 andre planeter blev den skabt af De Rejsende i en fjern fortid. Planeterne er meget forskellige både hvad angår miljø og kultur. Fælles er dog, at de alle er en del af Forbundet og underlagt Den Ubrydelige Lov, der opretholder freden mellem planeterne. Lige indtil den dag hvor Sagas far, høvdsmanden på Hvidøy, får besøg af fyrst Almaz og hans to sønner Rodion og Illarion fra planeten Kamenia.

54099029

Kamenia er kendt for sine stjernesten, en kostbar energikilde, der handles med på alle 193 planeter. Fyrst Almaz er derfor en rig mand, men det han ønsker sig allermest, kan ikke købes for penge: At hans søn har styrke. Styrke er en kraft, der findes hos visse mennesker i galaksen. Engang var styrke udbredt, men nu sker det oftere og oftere, at børn fødes uden. Styrke kan have mange forskellige udtryk. Det kan være styrke til at helbrede, styrke til at stoppe ild og styrke til at skelne sandhed fra løgn. Fyrsterne på Kamenia har alle haft en særlig findestyrke, der har hjulpet dem med at finde stjernestenene. Men Almaz’ søn Rodion er født uden styrke.

Almaz har sine sønner med, men også en hær, der med magt overtager Hvidøy. Sagas far bliver dødeligt såret, og hendes bedste ven Njal bliver dræbt, mens hun selv tages til fange. Almaz ønsker at skjule sin fjendtlige overtagelse og vil derfor tvinge Saga til at gifte sig med Rodion. Intet går som planlagt, og Saga flygter med hjælp fra Illarion. Inden hun forlader Hvidøy, får hun et skræmmende indblik i fyrstens videre planer og ved, at hun må advare Forbundet inden det er for sent og Almaz overtager magten i galaksen.

Serien om Karanagalaksen kredser tematisk om overgangen fra barn til voksen, om at handle, selv når alt synes håbløst og om teknologi og hvordan teknologien anvendes.