Grand final i gøglerbranchen

Citat
”Jeg har stor lyst til her at foregribe noget, men den slags fortællergreb har Lillemor altid været imod. Hun kan heller ikke lide flashbacks, siger at læseren under et tilbageblik bare sidder og længes efter at komme ind i fortællingens nu igen. (…) At foregribe noget gør forfatteren alvidende, siger hun altid. Det hører ikke hjemme i en moderne roman at se ind i fremtiden.”
”Grand final i gøglerbranchen”, s. 335.

Kerstin Ekmans roman fra 2011, ”Grand final i skojarbranchen” (”Grand final i gøglerbranchen”, 2012) tager livtag med den litterære verden, Ekman som forfatter har været del af siden sin debut i 1959.

Forfatteren Lillemor Troj modtager en dag et manuskript, som har magt til at forandre hendes liv og karriere. Det er skrevet af Babba, der gennem hele forfatterskabet har leveret materialet til Lillemors udgivelser, og i manuskriptet afslører Babba deres livslange fælles bedrag. Lillemor vogter manuskriptet med sit liv, og gennem romanen øges spændingen: vil det afsløres for offentligheden, at den kønne, intellektuelle Troj, medlem af det Svenske Akademi, aldrig har skrevet sine bøger selv?

29486689

”Grand final i gøglerbranchen” skifter mellem Babbas manus og kapitler om Lillemor, der gør op med sit liv som prydgenstand for en andens forfatterskab. De to kvinder mødtes i Uppsala og har gennem mere end 50 år været en fast del af hinandens liv. Undervejs har de holdt hinanden på afstand, men har altid fundet sammen, når en ny bog skulle lanceres. Den tykke Babba har haft brug for Lillemor til at varetage lancering af sine bøger og for at kunne bibeholde sin anonymitet. Den velklædte akademiker Lillemor har haft brug for Babba til at skabe sig en identitet.

Denne tour-de-force gennem 50 års svensk kulturliv giver et portræt af såvel forlagenes spil, bogmessernes købmandshandel og akademiets rokokoskuespil som skovenes sidste indbyggere, idealistiske kollektiver og fejlslagen 1970’er-psykologi. Den velkonstruerede roman viser en todelt forfatteridentitet, spaltet i en anonym fortæller og en offentlig person. Samtidig er det en både besk og satirisk skildring af det litterære parnas og de spilleregler, der gælder i det kulturelle åndsliv. Romanens mange ligheder med Ekmans eget liv giver den karakter af autofiktion – ”Det er jo det sidste nye”, som der står. Men hvor Lillemor elsker sit medlemskab af det svenske akademi, var Ekman noget mere kritisk og forlod akademiet i 1989 i protest over dets manglende støtte til Salman Rushdie.

Som i resten af forfatterskabet er der en stor optagethed af natur, der navngives nøjagtigt og med varme. Her ligger Ekmans sympati, og hendes årelange engagement for at bevare skovene skinner igennem i romanen, der ellers har kultur, dannelse og åndsliv på programmet.