Romanen "Händelser vid vatten" fra 1993 ("Hændelser ved vand", 1994) blev Kerstin Ekmans internationale gennembrud, og belønningen kom da også i form af Nordisk Råds Litteraturpris i 1994. I romanen lykkes det Ekman at tage det bedste fra kriminalromanen, mordets gåde og uhygge, og forene det med en realistisk samfundsskildring af et lille isoleret nordligt samfund ved søen med det ildevarslende navn Svartvattnet. Romanen er rig på stærke, indfølte menneskeskildringer, og samtidig er den en sanselig skildring af det barske svenske landskab. Det er en tæt fortælling, der kan læses på flere planer. Tilsyneladende en realistisk samfunds- og spændingsroman, men samtidig et vægtigt indlæg i debatten om, hvordan vi behandler naturen og dermed os selv.
Kerstin Ekman er ikke naturromantiker, hun har blik for naturens barske og voldsomme kræfter og for de dilemmaer, som de mennesker, der lever i og af den, konstant står i. "Jeg er træt af, at alting skal udnyttes af mennesker og rettes ind til deres formål. Jeg synes, at vi skal underkaste os skoven i stedet for at underkaste skoven vores formål. Det foruroliger mig, at afstanden mellem mennesker og landskabet vokser. Det er vældig få mennesker, som overhovedet oplever naturlige landskaber. Det hele er jo udlagt med stier og golfbaner og lamper. Og det, man aldrig oplever, bekymrer man sig ikke for. Naturen ligger uden for nutidsmenneskets videnskreds, og så kan de gøre hvad som helst med den." (Nils Thorsen: Pigen i ordskoven. Politiken, 2003-10-11).
28387083
Romanen er en stor sproglig nydelse. Kerstin Ekmans sprog er, som den natur hun skildrer, tæt og fuld af nuancer, blidhed og vildskab. Hun har gennem sit forfatterskab nuanceret sit sprog, så det kan rumme en varieret rigdom af sanselighed. Ingen plante er for undseelig til at få navn, og ligesom man kan fare vild i skovens vildnis, kan Ekman opbygge et sprogligt krat, der både stikker, svirper læseren om kinden, sender flikkende grønne skygger på nethinden og slår en duft af jord og pirrende fornemmelser an.
Selv om Ekman ofte skriver om kvindernes vilkår med en stor forståelse for den samfundsmæssige undertrykkelse, de gennem generationer har levet med, så er hun ikke blind for de kvindelige magtfaktorer. Også i denne roman er moderfølelsen et tema. Moderfølelsen er vældig kompleks, den er som en tyk grumset suppedas, som også gør kvinderne blinde for de bindinger, de laver. "Jeg tager modermyten op, det er rigtigt. Herskelysten - den er katastrofal. Kvindernes insisteren på, at de altid har ret, at de altid ved bedst. Og så handler de bare hensynsløst med - og hen over hovedet på - deres børn. De slipper dem aldrig, holder fast hele livet" (Bjørn Bredal: Mo(r)dermyten. Politiken, 1994-02-02).
Seksualiteten og dens konsekvenser er ifølge Ekman den mest gennemgribende erfaring i en kvindes liv. Det vigtige for Ekman er, at det ikke er mændene, der får patent på at skildre kvindernes mere vanskelige sider, det skal kvinderne selv have mod til at tage fat på.