Da han sagde det, blev vort sprog vakt til live i mig igen. Han talte så det lød som sang. Han spurgte om jeg kunne huske ham, men det kunne jeg ikke sige at jeg gjorde. (…) Så begyndte han at synge for mig: nanana ... onne maana ...”
For dem, der elsker Ekmans skildringer af Nordland, var det en gave, at hun i trilogien "Vargskinnet", 1999-2003 ("Ulveskindet", 2000-2004) vendte tilbage til det landskab, hun kender så godt og kan skildre som få. Som hun har sagt "Jeg giver fanden i nationen. Men jeg giver ikke fanden i sproget. Det går gennem marv og ben som en råkold blæst, risler gennem mig som en bæk. Der er følelser, væremåder, som ikke kan udtrykkes på noget andet sprog end det, der før i tiden blev kaldt ærens og heltenes, men som måske, når det var allermest ægte, netop var blæstens og den violette skumrings sprog." (Kun brændende fugle i: Ytringsfrihedens grænser. Nordisk Råd. 1995). Det er dét sprog, som er trilogiens kendemærke.
Tilsammen udgør de tre bøger: "Guds Barmhärtighet" fra 1999 ("Guds barmhjertighed", 2000), "Sista Rompan" fra 2002 ("Rørte vande", 2002) og "Skraplotter" fra 2003 ("Skrabelodder", 2004) en tæt fortælling om en slægts liv gennem det tyvende århundrede i det nordligste Sverige. Romankredsen begynder med, at jordemoderen Hillevi Klarin i 1916 ankommer fra det pæne Stockholm til det øde Nordland for at medvirke til at bedre forholdene for kvinder i det udsatte og isolerede område. Andet bind handler om Hillevis datter Myrten, og i det sidste bind er vi fremme ved vor tid, sidst i 1980'erne, hvor Hillevis datterdatter, Myrtens bortadopterede datter, præsten Inga/Ingefrid ankommer til stedet for at få arven - ikke mindst i psykologisk forstand - efter den mor, hun aldrig har kendt.
23143968
Stedet er som i "Hændelser ved vand" en lille by ved Svartvattnet. Et sted, hvor det er mørkt vinteren lang, blændende lyst den korte sommer, og hvor frosten allerede sætter ind i august. Hvor folk kryber sammen og tier om alt det, som ikke er til at håndtere. Og ikke mindst et sted, hvor kulturerne og sprogene mødes og brydes; rigssvensk, samisk, jämtsk og norsk. Der er døde børn, døde voksne, plejebørn, navneskjul, drab og skændige fortiede hændelser fra fortiden, som stadig gør sig gældende i det lille samfund. Naturen er aldrig bare baggrund, men er i sig selv stor, kraftfuld, konkret og samtidig næsten metafysisk.
Mennesket dannes efter naturen og udvikler sanser, der passer til den. Også de dimensioner af mennesket toner bort, når den vilde natur forsvinder. Trilogien har hele tiden fat i balancen mellem hverdagens ensartede slid, der følger årstidens gang, og så den øjeblikkelige forklaring, det guddommelige øjeblik af indsigt, som uforklarligt slår ned i menneskers liv og giver tingene mening. Denne indsigt eller oplevelse kan man ikke tvinge frem. Den kommer, helt overrumplende, som en gevinst på et skrabelod. Overvejelser omkring, hvor den religiøse erfaring går hen i et sekulariseret samfund, er et emne, som i stigende grad optager Kerstin Ekman. Jordemoderen Hillevi er fuld af ransagelser. Hvordan skal et lille menneske agere overfor al den uret, det møder, hvor Gud synes at være et stort blindt dyr.
På smukkeste vis slutter Ingefrid romanen med sin nyvundne indsigt: Det er os mennesker, der skal virkeliggøre Guds barmhjertighed på jorden. Vi skal åbne os for det fremmede, vi skal magte at hjælpe, uden at udøve magt over andre. Selv har Ekman sagt: "Alle i bøgerne har mit udgangspunkt, de kommer som fremmede og kan ikke sproget. Det er et vigtigt tema i vor tid med flygtningestrømme og indvandrere, som kommer til at forvandle vores verden, mere end vi forestiller os." (Marie Louise Kjølbye: Med sproget fuld af blåbærfælder. Information, 2004-11-18).