Momo har undertitlen En eventyrroman. Men hvor bøgerne om Jim Knap foregår i et helt lukket eventyrunivers uden realistiske elementer, starter Momo med at skildre en nutidig verden, som den kunne se ud i en italiensk by. En dag flytter en lille forældreløs pige ind i et skur i byens ruin af et amfiteater. Det er Momo. Hun er stukket af fra et børnehjem, som hun ikke har lyst til at vende tilbage til, hvad beboerne i kvarteret sådan set godt kan forstå. De hjælper hende så med at indrette sig, og hurtigt bliver hun en del af kvarteret. Momo er usædvanlig god til at lytte, hvilket bliver hendes bidrag til kvarteret, der netop er præget af, at alle hjælper alle. Mange konflikter bliver løst ved, at de bliver fortalt til én, der har tid til at lytte. Og det har Momo. Børnene elsker at lege hos hende, fordi hun er god til at finde på.
06855768
I bogens anden del indtræder der en forandring i det liv, der ellers har præget kvarteret. Børnene begynder at komme med dyrt, men ubrugeligt legetøj. Vennerne bliver væk, og flere og flere jager afsted og siger, at de ikke har tid.
Det viser sig, at der bag ændringerne står et bevidst komplot, som er arrangeret af "de grå herrer". De grå herrer er skildret som en slags robotter i jakketøj og med dokumentmapper. De lever bogstaveligt talt af menneskers tid, men giver sig ud for at vær agenter for "Tidssparekassen", som de får folk til at åbne tidssparekonti i. De grå herrer spiller på menneskers ønske om at have tid nok. Så med løftet om at få et forlænget liv i kraft af al den sparede tid, får de mennesker til at lægge deres liv om. De dropper besøgene hos vennerne, hjælpsomheden over for naboerne og alt, hvad der ikke kan "betale sig". Resultatet er selvfølgelig, at de ikke får tid til noget som helst. Selv Momos venner bukker under for det vanvittige jag. Historiefortælleren Gigi, der tidligere aldrig fortalte den samme historie to gange, bliver ansat i fjernsynet, hvor han må økonomisere med sin tid og sine ideer, der i øvrigt hurtigt tørrer ud. Momo bliver selv opsøgt af en tidsagent. Men ikke alene er hun uimodtagelig for hans tilbud. Hendes evne til at lytte er så stærk, at den tvinger hans sande stemme til at fortælle, at menneskene ikke aner, hvad tid er, og at de derfor er så lette at narre.
Momo lærer hvad tid er. Eventyrlige omstændigheder fører hende til mester Hora, der tildeler menneskene deres tid. Mester Hora, der bor i Intetstedshuset i Aldrigstræde, fører Momo ind i hendes eget hjerte, hvor hun oplever, hvad hun tror er menneskehedens samlede tid, men som i virkeligheden kun er hendes egen. Her ser hun også de timeblomster, der er det poetiske udtryk for denne indre tid, og hvis kronblade de grå herrer ryger. I gådens billede forstår hun her forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Hvordan det lykkes Momo og Hora at knuse de går herrers sammensværgelse skal ikke afsløres. Men det er oplagt, at romanen satiriserer stærkt over et fænomen, som gennemsyrer det moderne samfundsliv, og som invaliderer menneskelivet. Den særlige indre tid, som Momo indkredser og "som urene kun er et dårligt billede på", er uadskilligt forbundet med det hele, ansvarligt fabulerende og legende menneske.