Fuglemanden

Citat
”I virkeligheden startede det længe før fuglene. Jeg ved ikke præcis hvornår, for det kom snigende. Som tåge. (…) Da først følelsen var kommet ind i mig, kunne den ikke komme ud igen. Måske er det det, fuglene bliver tiltrukket af? Måske kan de mærke min uro på samme måde, som de kan mærke, når der er uvejr på vej?”
”Fuglemanden”, s. 18.

”Fuglemanden” fra 2018 er Sarah Engells første grafiske roman. Hun har skrevet teksten, mens illustrator Lilian Brøgger har tegnet. Bogen handler om teenagepigen Barbaras kamp mod et tiltagende indre mørke. Hendes hoved fyldes af stemmer og sorte fugle. Fuglehallucinationerne blander sig mere og mere med den ydre virkelighed og ender med at manifestere sig i en Fuglemand. Han er en dominerende og krævende alfafugl, der lover at passe på Barbara, hvis hun til gengæld gør, som han siger. Hun skal blandt andet stå meget tidligt op, tage iskolde brusebade, undlade morgenmad og holde sig fra drengen Arn, som hun ellers er forelsket i. Fuglemanden nærer hendes tvivl og manglende selvværd, og hun føler sig uelsket, selv af sine forældre. Til sidst ramler det hele, og Barbara vågner op på psykiatrisk afdeling med to brækkede arme efter en mislykket flyvetur. Desværre er Fuglemanden fulgt med, og hendes klaustrofobiske indre tilstand forværres og truer med helt at udslette hende. Men hun stritter imod og ender med helt bogstaveligt at futte Fuglemanden af.

53971024

Der veksles mellem replikker, indre monolog, sangtekster og fagtekster om fugle samt et længere sammenhængende tekststykke, men trods de mange forskellige teksttyper er fortællingen enkel. Gennem få hverdagssituationer præsenteres læseren for hovedpersonens psykiske lidelse, og ligesom Barbara har læseren svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed, fordi billeder og tekst fra Barbaras indre sidestilles med det virkelige. Dette greb gør det muligt at identificere sig med hovedpersonen, og Barbaras skizofrene tilstand mærkes helt ud i læsningen. Meget fortælles også gennem de dystre, skitseagtige tegninger, og man får fornemmelsen af, at ord alene ikke rækker til at skildre Barbaras indre opløsning. Men det sprog, der findes i bogen, er præcist og direkte ligesom sproget i Sarah Engells tidligere ungdomsromaner.

Fuglene, der bliver flere og flere, giver mindelser til Alfred Hitchcocks gysermesterværk ”Fuglene” fra 1963, og bogens urovækkende udtryk understreger, hvor destruktiv den skizofrene tilstand er for Barbara.

”Fuglemanden” er en vigtig bog, der med sin enkle fortælling og sit ekspressive billedsprog er med til at vise og afmystificere psykisk sygdom.