Barndommens land

Kilden og inspirationen til forfatterskabet ligger fast forankret i barndommens land, hvor der findes mange lighedspunkter mellem forfatterens og Esbens barndom.

Selv om Knud Erik Pedersen lægger sine egne barndomserindringer til grund for fortællingerne om Esben, betyder dette ikke, at man kan sætte lighedstegn mellem de to ting. Bøgerne er på ingen måde en nedskrevet virkelighed, som man kan læse med en facitliste i hånden. Der er i stedet for tale om en kraftigt bearbejdet og en om- og tildigtet erindringsfortælling, hvor romanernes personer kan være sammensat af noget af Knud Erik Pedersen selv og måske elementer fra flere personer, som findes eller fandtes i virkeligheden.