Caspar Erics debutdigtsamling ”7/11” (2014) fortæller om en ung mands tanker og tidsfordriv i København, der tilsyneladende tilbyder ham det hele, men aldrig giver ham ro. I en slags logbog oplistes trivielle hverdagsbanaliteter i lange tankestrømme med hyppige linjebrud, som i en apatisk jagt på en identitet. Hele tiden opstiller jeg'et persontyper, som han kunne tænkes at vælge at være, som f.eks. at være ”sådan en person der går alene i biografen” (s. 59). Personlighed fremstilles som en dragt, der kan til- og fravælges, iklædes og hænges væk. Jeg’et er også distanceret i forhold til sine følelser, hvis ikke helt afkoblet. Som når han vil ”slå en Iphone i jorden for at signalere irrationel vrede” (s. 30) eller skræmmes over øjeblikket, hvor han får udløsning, fordi han ”ikke vil være en person, der tænker på gobler mens han kommer” (s. 89). Jeg'et spaltes i et oprigtigt og påtaget jeg. Det påtagede jeg efterstræbes som et, omverdenen gerne ser en leve op til: Man skal have følelser, man er berettiget til eller forventes at have, og helst ikke selv tage stilling til, om de giver mening for en.
51224701
Gennemgående i digtsamlingen er en tvivlsom ironisk distance bygget op af absurde perspektiver, som når fortælleren ønsker, at der skal springe en atombombe udenfor, så han har en legitim undskyldning for at blive inde, men også af utallige kulturelle referencer til vestlig popkultur og digitale tekstformater, hashtags og filnavne. Ikke at det i sig selv er distancerende, men det anvendes i digtene på en måde, så de kraftfulde, ærlige og reelle erkendelser drukner i et overfladisk virvar. En pointe som ikke er irrelevant at drage, da det om noget kan være en tidstypisk konsekvens af det digitaliserede følelsesliv.
Gennem de springende tankestrømme hos et menneske, der kæmper med selv de mindste detaljer i forsøget på at skabe et passende billede af sig selv, ligger selvhadet hele tiden potent i små indskydelser. I det sidste digt springer det ud, og man forstår, at selvoptagetheden og selvhadet hænger sammen. Her billedliggør fortælleren resterne af sit eget lig i byens grus, men konstaterer opgivende: ”Hvis nogen kunne synes jeg var værd/ at pløkke en kugle igennem” (s. 103).
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "7/11"