Caspar Eric er født i 1987 i København og er med sin forholdsvist tempofyldte berømmelse efter debuten ”7/11” blevet talerør for sin generation i medierne. Hans udgivelser kredser om det indre hos en noget nær selvbiografisk fortæller, men i interviews viser Eric ofte en mere politisk ideologisk side af sin person og bruger ofte sig selv som udgangspunkt.
Caspar Eric lever selv med cerebral parese (spastisk lammelse) – et handicap, han har beskrevet i flere af sine bøger – mest indgående i ”Nye balancer” fra 2023, hvis omtale rakte langt udover kulturspalterne og eksempelvis bragte ham i DRs nyhedspodcast Genstart, der lavede et interview med Eric under overskriften ”En kropumulig verden”. For Casper Eric vil gerne rykke ved, hvordan omverdenen og ikke mindst politikerne møder de mange, der lever med et handicap: ”Problemet med handikap er ikke noget individuelt, sådan noget med at føle skam, fordi man er anderledes. Problemet er, at vi lever i en verden, hvor vi lærer at skamme os, fordi vi bliver set som mindre værd.” (Lotte Folke Kaarsholm: Debat: Vi har ikke længere råd til ikke at tale om handikap. Politiken, 2023-03-04).
Også i spørgsmål om seksualitet har Caspar Eric været en stemme i flere medier, hvor han bl.a. har sat mandens kønsrolle til debat og gjort opmærksom på de oversete undertrykte i seksualdebatten. Her fortæller han bl.a. om manderoller i sin egen opvækst: ”Min far er på en måde det omvendte af, hvad jeg er. Han er stille og taler ikke så meget om konflikt, heller ikke i forhold til kvinder, og samtidig så er han meget mand. Han er en forsørger og en beskytter, og det er roller, han tager på sig og godt kan lide at være i. Hvis det bliver lidt ubekvemt for ham, er det på grund af min farfar, som var patriarken for enden af spisebordet.” (Mette-Line Thorup: Kan man overhovedet demokratisere sex? Information, 2015-01-16).
Casper Eric står også bag flere podcastserier. I 2022 lavede han til DR ”Det vi går rundt med”, hvor han går ture med en række mennesker, der har et særligt forhold til kroppen for at blive klogere på både deres og sin egen krop. Casper Eric er desuden sanger i musikprojektet Intet Altid.