Jim og jeg

Citat
”Men sådan skal jeg ikke stå, Jim, ikke dér på kirkegården en eftermiddag, hvor solen skinner ned over din grav, og du skal ikke ligge dér, for der skal ikke stå nogen gravsten på jorden, som er sunket til.”
”Jim og jeg”, s. 59.

Tabet af en ven er omdrejningspunktet i ”Jim og jeg” fra 1989; en sorgroman om at komme videre, når personen, der kunne få alting til at ske, er væk. Den navnløse jegfortæller vokser op med Jim, som har den selvsikkerhed, han selv mangler. Sammen jagter de piger, fisker og tager på cykelture, men for fortælleren synes det sekundært, hvad de foretager sig. Han vil bare gerne være sammen med Jim, som han beundrer og er en smule forelsket i. De øver sig i at kysse på hinanden, før pigerne kommer tættere på, og det er den nærhed mellem to knægte, romanen tager afsæt i.

Da Jim får arbejde som sømand, glider fortælleren fra ham. De ses ind i mellem, når han endelig er hjemme, men de deler ikke rutiner, som de gjorde i barndommen. En dag kommer telegrammet om, at Jim er druknet i en bugt i Østen. Fortælleren reagerer først ved at forsøge at erstatte vennen. Han tager Jims udkårne, Marion, som kone, men de bliver hurtigt skilt igen. Og han leger med tanken om, at det var ham, der burde være død i stedet, selv om han også modvilligt erkender, at Jims fravær er en kendsgerning for fremtiden.

”Jim og jeg” rummer en udviklingshistorie om jegfortælleren, der lærer at klare sig på trods af, at han mærker ”et hul af smerte” efter tragedien. Døden rykker ind i hans bevidsthed, og han bliver så vant til den, at han sagtens kan holde ud at arbejde på et hospital, hvor han rydder op i det blodige tøj fra operationsstuerne. Men romanen er først og fremmest en skildring af relationen mellem to unge mænd og de skiftende roller, som de spiller i forhold til hinanden. Skønt fortælleren gennemgående ser op til Jim, bliver det Jim, der er misundelig på hans job på fastlandet, da han er træt af at sejle. Og hvor de i begyndelsen er brødre, finder de siden hver deres veje. Det står imidlertid åbent, om fortælleren nogensinde får styrken til at slippe Jim helt. Ved romanens udgang mindes han en drøm om at rejse til Kina med ham.