Vinter ved daggry

Citat
”Jeg ved det vil lyde hyklerisk, når jeg vil påstå, at jeg allermest havde lyst til at skrige, og så til at smide det der idiotiske gevær. Skrige at jeg ikke havde bedt om det der.”
”Vinter ved daggry”, s. 46.

Jens-Martin Eriksen giver sin roman ”Vinter ved daggry” (1997) et autentisk præg, da han kalder den en ”beretning” og i forordet til bogen proklamerer, at den har rødder i et møde med en mand i Barcelona. Ifølge Eriksen har han nedskrevet den fremmedes historie, så godt som hans erindring tillader det.

Det viser sig at være fortællingen om en ung soldat, der bliver draget ind i krigens gru. Han er en del af en milits, der likviderer store grupper af civile af årsager, der ikke bliver forklaret i detaljer for læseren. Det er ikke én bestemt konflikt, Eriksen forsøger at skildre, men snarere det tab af menneskelighed enhver krig fører med sig. Vi følger jegfortælleren over en måned, hvor han og de medsammensvorne udfører massakrer i et landskab, der kunne være hvor som helst (selv om referencen til folkemordet i Bosnien ligger lige for). Han maskerer de rigtige lokaliteter ved at give dem navne som Alaska, Zanzibar og Cambodja, ligesom de andre soldater anonymiseres og hedder Ludo, Gamma og Delta. De lærer at dræbe mænd med nakkeskud af deres kommandant, som også beordrer dem til at tale i en særlig jargon om volden. Et drab skal de referere til som en ”afslutning”, tilfangetagne bliver til ”de ledsagede”.

Bagatelliseringen i sproglig forstand understreger det groteske og uforståelige i militsens udrensninger, som soldaterne selv har svært ved at håndtere. Eriksen beskriver, hvordan de drikker for at miste sanserne; gør skade på deres kroppe med vilje. På et tidspunkt stirrer jegfortælleren eksempelvis så længe mod solen, at det svider i øjnene, og han må fritages for tjeneste. Handlingen kan ses som hans flugt fra at møde ofrenes blik, og øjenkontakten med det andet menneske er generelt et tema i romanen. Kommandanten iscenesætter nakkeskud som en human måde at dræbe på, men spørgsmålet er, om metoden ikke tager mest hensyn til bødlen, der ikke behøver at stå ansigt til ansigt med det andet menneske. På et tidspunkt bliver det netop umuligt for jegfortælleren at slå en fyr ihjel, fordi han genkender ham som sin barndomskammerat.
Soldaterne i ”Vinter ved daggry” fremstår langt fra blot som monstre, hvilket bliver forstærket af, at læseren oplever hændelserne fra deres lejr. De begår forfærdelige forbrydelser, men de er også individer, der har familier og knytter venskaber og ikke helt ved, hvad de har gang i.