Leonard

Historien handler om en dreng, der gerne vil være en hund – og bliver det. Så her har Wolf Erlbruch rig lejlighed til at tegne et af de dyr, der må være hans yndlingsdyr. Man introduceres i det hele taget til mange af de elementer der karakteriserer Wolf Erlbruch som tegner. De helt ensfarvede baggrunde (i dette tilfælde gullig); de udskårne figurer som derved får et lidt kantet udseende; en lidt grov farvelægning med oliekridt, der dog fungerer vældig godt, ikke mindst fordi Erlbruch er god til at få mange forskellige farver blandet ind i den givne dominerende farve. Se for eksempel tegningen hvor Leonard har sin mormor i hundehalsbånd og snor. Hendes rødprikkede hvide bluse har skygger af blåt, som giver trøjen liv og form.