Wolf Erlbruch

illustrator Søren Jessen, 2004.
Main image
Erlbruch, Wolf
Foto: Polfoto

Indledning

Tysk illustrator og forfatter. Wolf Erlbruch er mest kendt for Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved (1997), og det er nogle skønne tegninger, han har lavet, men når man kigger i nogle af hans mange andre bøger, vil man hurtigt opdage, at han har lavet andre lige så charmerende tegninger.

 

 

 

51645936

Blå bog

Født: 1948 i Wuppertal, Tyskland.

Bopæl: Wuppertal.

Priser: Har fået mange priser gennem årene. Bl.a. Gutenbergprisen for Muldvarpen der ville vide.… , Sonderpreis des Deutschen Jugendliteraturpreises og Wuppertals Kulturpreis.

Seneste udgivelse: Lavie, Oren: Bjørnen, som ikke havde været der før. Høst, 2015. (Der Bär, der nicht da war). Illustrator: Wolf Erlbruch ; oversætter: Christel Amundsen. Billedbog.

 

Artikel type
illustratorer

Baggrund

Wolf Erlbruch er mest kendt for Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved (1997), og det er nogle skønne tegninger, han har lavet, men når man kigger i nogle af hans mange andre bøger, vil man hurtigt opdage, at han har lavet andre lige så charmerende tegninger. Så hvorfor blev lige præcis muldvarpebogen så ekstremt populær? ”Fækalt og fænomenalt,” skrev Hanne Fall Nielsen i Politiken. Heri ligger nok en del af forklaringen. En charmerende børnebog om lort var trods alt ikke set før. Men tegningerne af den lille krakilske muldvarp er også gode. Wolf Erlbruch er i det hele taget god til dyr, og som man kan høre i radiointerviewet fra Kulturnyt (se link afsnittet), har han altid været optaget af dyr og gik som barn i zoologisk have for at tegne.

28939922

Jeg har set en af hans bøger fra midten af firserne, og tegningerne i den bog – Ørnen i hønsegården (1985) – er bestemt ikke noget at råbe hurra for. Det er kedelige stregtegninger, farvelagt med blege vandfarver. Men Erlbruch kom videre, eksperimenterede med teknikker og udtryk og er nu professor ved universitetet i Wuppertal.

En surrealistisk tilgang til verden har altid ligget og ulmet under Erlbruchs tegninger, men i de senere værker er den slået mere ud. Allermest i Solsorten fru Meier og Om natten, der indeholder tegninger af stor skønhed og forundringspotentiale.

Leonard

Historien handler om en dreng, der gerne vil være en hund – og bliver det. Så her har Wolf Erlbruch rig lejlighed til at tegne et af de dyr, der må være hans yndlingsdyr. Man introduceres i det hele taget til mange af de elementer der karakteriserer Wolf Erlbruch som tegner. De helt ensfarvede baggrunde (i dette tilfælde gullig); de udskårne figurer som derved får et lidt kantet udseende; en lidt grov farvelægning med oliekridt, der dog fungerer vældig godt, ikke mindst fordi Erlbruch er god til at få mange forskellige farver blandet ind i den givne dominerende farve. Se for eksempel tegningen hvor Leonard har sin mormor i hundehalsbånd og snor. Hendes rødprikkede hvide bluse har skygger af blåt, som giver trøjen liv og form.

Det store spørgsmål

I Hvordan mon …? (1996) møder læseren en bjørn, der funderer over, hvordan man mon får børn. Den spørger en hare, en skade, en laks, en stork og hver gang får den et ubrugeligt svar, indtil den møder en hunbjørn. Med andre ord en historie der i sin opbygning minder utroligt meget om Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved (1997): Et dyr opsøger en række andre (vidt forskellige) dyr, for at få svar på ét bestemt spørgsmål.

Tegnemæssigt ligner de også hinanden. Tegningerne er udført på brunligt papir og er farvelagte med noget, der ligner oliepastelfarver. En sort konturstreg der dog har bevaret et skitseagtigt præg holder sammen på det hele og viser tydeligt, at Erlbruch er en tegner der både mestrer farver og streg. Han er – fundamentalt set (også) – en dygtig håndværker.

De udstødtes klub

I De hæslige fem (1999) beslutter fem ensomme, udstødte dyr sig for at gå sammen om at lave en pandekagerestaurant med levende musik. Det ender med at blive en stor succes, og ensomheden fortoner sig i larmen af tilfredse gæster.

Der er virkelig knald på farverne i den her bog. Komplementærfarver bliver sat sammen i den grønne tudses røde slåbrok og i hyænens blå slips og gule jakkesæt. Farvekridtstregerne er blevet arbejdet mere sammen end i de tidligere bøger, og det giver farverne saft og kraft. Men Erlbruch er stadig en god stemningsskaber. Se for eksempel det første opslag i bogen, hvor skrubtudsen sidder og kigger i et spejl. Hele kompositionen signalerer ensomhed. Bemærk farverne i træværket til venstre i billedet. Se hvor mange farver der er i bare den forreste lodrette bjælke. Det er meget smukt. Til gengæld synes jeg, at brugen af tekstkasser er uheldig. Specielt på opslaget hvor de har fået stillet borde og stole op, og hyænen er på vej mod venstre. Tekstkassen dækker ham på en mærkelig måde, der næsten er for kikset til at kunne være et uheld. Men vellykket er det ikke.

Sommerfugl og solsort

Tegnestilen ændrer sig med tiden – i større eller mindre grad – hos de fleste tegnere. Således også hos Erlbruch, der i Sommerfugleværkstedet (1999) begynder at bruge pensel. De udklippede, kantede figurer er her stadig, sammen med den ensfarvede gullige baggrund, men der er sket noget med farvelægningen. Tegningen på opslaget side 12 – 13 viser meget af det nye, der er sket: Akvarelmalede, udtonede bjerge i baggrunden; en grønlig bakke farvelagt med vandfarve; i forgrunden en blå blomst, malet op med dækkende farve – temmelig sikkert gouache; en helt ny form for stoflighed i figurernes tøj.

Eksperimenterne er ført videre i Solsorten fru Meier (2000), der handler om en husmor, der går og bekymrer sig om alting. Indtil hun finder en solsorteunge, som hun til sidst skal lære at flyve. Se for eksempel tegningen af fru Meier i træet sammen med fuglen. Hele træet er farvelagt med pensel, og farven er duppet på. Oliekridt ses kun på fru Meiers hud, kjole og sko.

På allersidste opslag er der yderligere en detalje, som er ny og peger frem mod kommende bøger: Collageteknikken. Nogle af husene i bunden af billedet er klippet ud af forskellige blade, og limet på tegningen. Det er kun set – ganske sporadisk – i Sommerfugleværkstedet .

Sild om natten

Måske er det forkert at påstå, at collageteknikken er ny for Wolf Erlbruch, for han har jo klippet og klistret i alle de bøger, jeg har omtalt. Men det har været egne tegninger, han har klippet ud. I Om natten (2000) har han derimod benyttet sig af den klassiske collageteknik og fundet billeder og små detaljer rundt omkring i andre trykte værker.

Drengen Fons vil ud og kigge på natten og trækker sin halvsovende far med. Det er en morsom historie, der til fulde illustrerer forskellen på børns og voksnes virkelighedsopfattelse. Der er ingen grænser for, hvad Fons oplever, mens faren småmumlende snakker om, at der aldrig sker noget om natten, fordi alt og alle sover.

Oliekridtfarvelægningen er helt forsvundet. Meget er klippet ud i blåligt, gråt papir, og de steder der er farvelagte, ligner visse steder noget der er malet med akrylmaling. Man kan se, at der er struktur i farven. For eksempel i fisken der kommer gående med et jordbær i en vogn eller i trækronerne på det følgende opslag. En ubredt brug af sort giver bogen den rette stemning af nat. Min yndlingstegning er den med hundebroen. Hundens udtryk er kosteligt og måden kroppen er malet på er meget interessant og … ja, flot.

23685418

Ti grønne sild (2001) er en remse. En af de rigtig gamle travere om ti sild der bliver til ni, otte, syv og så videre. Sildene er tegnet på papir, der ligner noget fra en regnskabsbog. Der er i hvert fald kolonner, streger og tal. Flere steder, som på opslaget hvor otte grønne sild tager en lille linedans, er den ensfarvede (gullige) baggrund, man har set så tit i Erlbruchs bøger, skiftet ud med noget der ligner et skema fra en kassebog af en slags. Det understreger det ”flade” look i tegningerne. Der er kun få forsøg på at skabe dybde og perspektiv i tegningerne og det passer jo sådan set fint til historien.

I disse to sidstnævnte bøger springer Erlbruch desuden ud som surrealist. Det er til dels overraskende, men under alle omstændigheder spændende. Netop collageteknikken er velegnet til at skabe surrealistiske illustrationer. Tænk bare på mesteren over dem alle, Max Ernst, der i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne skabte nogle helt fantastiske collagefortællinger. Er det den vej, Wolf Erlbruch er ved at gå?

Bibliografi

Bibliografi

Verroen, Dolf:
En himmel til en lille bjørn. 2005. Billedbog.
Erlbruch, Wolf:
Ti grønne sild. 2001.
Erlbruch, Wolf:
Om natten. 2000.
Erlbruch, Wolf:
Solsorten fru Meier. 2000.
Belli, Gioconda:
Sommerfugleværkstedet 1999.
Erlbruch, Wolf:
De hæslige fem. 1999.
Holzwarth, Werner:
Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. 1997.
Erlbruch, Wolf:
Hvordan mon …? 1996.
Erlbruch, Wolf:
Leonard. 1993.
Erlbruch, Wolf:
And, Døden og tulipanen. 2007. Billedbog.
Erlbruch, Wolf:
De hæslige fem, Muldvarpen og tre andre gode historier. Høst, 2011. (Das Bärenwunder ; Leonard ; Frau Meier, die Amsel ; Vom kleinen Maulwurf, der wissen wollte, wer ihm auf den Kopf gemacht hat ; Die Fürchterlichen Fünf). Oversættere: Lotte Nyholm, Victoria Winding, Thomas Winding. Billedbog.
Lavie, Oren:
Bjørnen, som ikke havde været der før. Høst, 2015. (Der Bär, der nicht da war). Illustrator: Wolf Erlbruch ; oversætter: Christel Amundsen. Billedbog.

Om forfatterskabet

Links

Tysk portræt af forfatteren på online leksikaet Wikipedia. Portrættet indeholder blandt andet en tysk bibliografi.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Wolf Erlbruch