Sild om natten

Måske er det forkert at påstå, at collageteknikken er ny for Wolf Erlbruch, for han har jo klippet og klistret i alle de bøger, jeg har omtalt. Men det har været egne tegninger, han har klippet ud. I Om natten (2000) har han derimod benyttet sig af den klassiske collageteknik og fundet billeder og små detaljer rundt omkring i andre trykte værker.

Drengen Fons vil ud og kigge på natten og trækker sin halvsovende far med. Det er en morsom historie, der til fulde illustrerer forskellen på børns og voksnes virkelighedsopfattelse. Der er ingen grænser for, hvad Fons oplever, mens faren småmumlende snakker om, at der aldrig sker noget om natten, fordi alt og alle sover.

Oliekridtfarvelægningen er helt forsvundet. Meget er klippet ud i blåligt, gråt papir, og de steder der er farvelagte, ligner visse steder noget der er malet med akrylmaling. Man kan se, at der er struktur i farven. For eksempel i fisken der kommer gående med et jordbær i en vogn eller i trækronerne på det følgende opslag. En ubredt brug af sort giver bogen den rette stemning af nat. Min yndlingstegning er den med hundebroen. Hundens udtryk er kosteligt og måden kroppen er malet på er meget interessant og … ja, flot.

23685418

Ti grønne sild (2001) er en remse. En af de rigtig gamle travere om ti sild der bliver til ni, otte, syv og så videre. Sildene er tegnet på papir, der ligner noget fra en regnskabsbog. Der er i hvert fald kolonner, streger og tal. Flere steder, som på opslaget hvor otte grønne sild tager en lille linedans, er den ensfarvede (gullige) baggrund, man har set så tit i Erlbruchs bøger, skiftet ud med noget der ligner et skema fra en kassebog af en slags. Det understreger det ”flade” look i tegningerne. Der er kun få forsøg på at skabe dybde og perspektiv i tegningerne og det passer jo sådan set fint til historien.

I disse to sidstnævnte bøger springer Erlbruch desuden ud som surrealist. Det er til dels overraskende, men under alle omstændigheder spændende. Netop collageteknikken er velegnet til at skabe surrealistiske illustrationer. Tænk bare på mesteren over dem alle, Max Ernst, der i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne skabte nogle helt fantastiske collagefortællinger. Er det den vej, Wolf Erlbruch er ved at gå?