“Månen stod op, det dampede fra moser og enge, og nattergalen slog inde mellem bøgetræerne, da de nåede hen mod Hademarschen. Viben talte ikke meget undervejs; han sad og tænkte på alt det, Beate havde fortalt ham.
På den anden side af skoven førte vejen hen over den åbne hede, der engang havde været bevokset med træer, hvoraf nu kun enkelte forkrøblede og mosbegroede rester stod tilbage mellem lyngen. Priorens hest blev pludselig skræmt ved en gennemtrængende lyd af en skralde, og en mand kom i det samme til syne på grøftekanten, bag en stor hyldebusk, under hvilken han havde gravet sig ned i en bunke løv. Augustinus bragte hesten til at stå og gjorde korsets tegn for sig, mens manden strakte en pung på enden af en lang stok ud mod dem.”
Manden bag forfatterpseudonymet Carit Etlar, Johan Carl Christian Brosbøll, blev født i en politisk nedtur og en kulturel opblomstring. Danmark var blevet reduceret til en småstat ved Kielerfreden i 1814 (farvel til Norge), men landet satte samtidig en generation af lyrikere i verden, som besang nationen i dele og helhed, så den aldrig havde forekommet smukkere. Det var bøgelyse øer med en ung blond pige i digt, sang, roman, lærred og ramme. De bedste var malet op i kontraster med armod og strid, som blot fik folkesjælen, naturen og den heroiske fortid til at fremstå så meget desto herligere. Det var romantik, og den unge Johan Carl sugede den til sig i både ind- og udenlandsk aftapning.
I barndomshjemmet i Fredericia fortalte man historier om en fjern norsk ane, som havde udmærket sig i Den store Nordiske krig og nu havde sit portræt på væggen i storstuen. Johan Carl læste Walter Scott og J. F. Cooper og færdedes på den jyske hede, hvor han ifølge egne erindringer blev kaldt Carl Emtaris af taterne (sigøjnerne), Carl Fortælleren.
Som seksten-årig forlod han familie, fødeby og den forudskikkede løbebane for en søn af en købmand og rejste til København, hvor han kom ind på Kunstakademiet. Han tjente til dagen og vejen som klatmaler med marskandisere som aftagere og forfatter af skillingsviser og småhistorier og eventyr til bladene. Efterhånden gav han det romantiske rush udtryk i romaner. Pseudonymet forbandt et par højromantiske tildragelser (sigøjnernavnet og en ungdomskærlighed (Tertia Fabricius) med det borgerlige navn Carl. Den gennemgående genre var historiske romaner.
Signaturstykket var “Smuglerens søn” fra 1839. Stilen var farverig og fantasifuld, formidlingen lagt i hænderne på en solid trediepersons fortæller. De bærende elementer talte en stærk historisk kolorit med suveræne natur- og kulturbeskrivelser, en god spændingsopbygning, en mandlig helt og hans makker, kærlighed på tværs og trods af klasseskel, lovløshed betinget af uligheder i samfundet, ufortyndet, skurkagtig ondskab, en selvfed og selvoptaget adel, en god konge, en almue med hjertet på rettet sted, overvejende fede, forædte munke, slemme svenskere og langt værre tyskere.
Med successen “Gøngehøvdingen” fra 1853 blev han en velhavende mand med en stor læserskare. Ved siden af de historiske romaner skrev han mindre folkelige fortællinger, teaterstykker, tre guldmedaljeafhandlinger til Københavns Universitet, deltog som frivillig i krigen i 1848, rapporterede fra krigen i 1864 og passede et job som efter sigende brøsig læsesalsinspektør på Det Kongelige Bibliotek. Han levede i det samme ægteskab i fireogtredive år, inden han lod sig skille og giftede sig med naboens datter. Efter hans død i 1900 overtog hun pseudonymet og stilen og udgav flere bøger.