c etlar
Foto: POLFOTO / Ritzau Scanpix

Carit Etlar

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Top image group
c etlar
Foto: POLFOTO / Ritzau Scanpix

Indledning

Han har gjort Danmarkshistorien levende for generationer med sine romantiske tjubangromaner om riddere og røvere med hjertet på rette sted. Mest kendt er “Gøngehøvdingen” og “Dronningens vagtmester”, men blandt de mere end halvtreds titler gemmer sig flere fortællinger af samme skuffe og andre, som når et par spadestik dybere. Carit Etlar var aldrig populær på parnasset. Men blandt de almindelige læsere var han en helt, og godt hundrede år efter hans død borger hans romaner stadig for en god oplevelse. 

 

54161794

Blå bog

Født: Den 7. august 1816 i Fredericia.

Død: Den 9. maj 1900.

Uddannelse: Kunstakademiet i København.

Debut: “De to Studenter og Amors Skærmydsler”, 1838.

Litteraturpriser: Ingen oplyst.

Seneste udgivelse: Karl den Tolvtes stjerne og andre fortællinger. 1900. Kunstforlaget Danmark, 1914.

 

Artikel type
voksne

Baggrund


“Månen stod op, det dampede fra moser og enge, og nattergalen slog inde mellem bøgetræerne, da de nåede hen mod Hademarschen. Viben talte ikke meget undervejs; han sad og tænkte på alt det, Beate havde fortalt ham.

På den anden side af skoven førte vejen hen over den åbne hede, der engang havde været bevokset med træer, hvoraf nu kun enkelte forkrøblede og mosbegroede rester stod tilbage mellem lyngen. Priorens hest blev pludselig skræmt ved en gennemtrængende lyd af en skralde, og en mand kom i det samme til syne på grøftekanten, bag en stor hyldebusk, under hvilken han havde gravet sig ned i en bunke løv. Augustinus bragte hesten til at stå og gjorde korsets tegn for sig, mens manden strakte en pung på enden af en lang stok ud mod dem.”

“Viben Peter”, s. 64.

Manden bag forfatterpseudonymet Carit Etlar, Johan Carl Christian Brosbøll, blev født i en politisk nedtur og en kulturel opblomstring. Danmark var blevet reduceret til en småstat ved Kielerfreden i 1814 (farvel til Norge), men landet satte samtidig en generation af lyrikere i verden, som besang nationen i dele og helhed, så den aldrig havde forekommet smukkere. Det var bøgelyse øer med en ung blond pige i digt, sang, roman, lærred og ramme. De bedste var malet op i kontraster med armod og strid, som blot fik folkesjælen, naturen og den heroiske fortid til at fremstå så meget desto herligere. Det var romantik, og den unge Johan Carl sugede den til sig i både ind- og udenlandsk aftapning.

I barndomshjemmet i Fredericia fortalte man historier om en fjern norsk ane, som havde udmærket sig i Den store Nordiske krig og nu havde sit portræt på væggen i storstuen. Johan Carl læste Walter Scott og J. F. Cooper og færdedes på den jyske hede, hvor han ifølge egne erindringer blev kaldt Carl Emtaris af taterne (sigøjnerne), Carl Fortælleren.

Som seksten-årig forlod han familie, fødeby og den forudskikkede løbebane for en søn af en købmand og rejste til København, hvor han kom ind på Kunstakademiet. Han tjente til dagen og vejen som klatmaler med marskandisere som aftagere og forfatter af skillingsviser og småhistorier og eventyr til bladene. Efterhånden gav han det romantiske rush udtryk i romaner. Pseudonymet forbandt et par højromantiske tildragelser (sigøjnernavnet og en ungdomskærlighed (Tertia Fabricius) med det borgerlige navn Carl. Den gennemgående genre var historiske romaner.

Signaturstykket var “Smuglerens søn” fra 1839. Stilen var farverig og fantasifuld, formidlingen lagt i hænderne på en solid trediepersons fortæller. De bærende elementer talte en stærk historisk kolorit med suveræne natur- og kulturbeskrivelser, en god spændingsopbygning, en mandlig helt og hans makker, kærlighed på tværs og trods af klasseskel, lovløshed betinget af uligheder i samfundet, ufortyndet, skurkagtig ondskab, en selvfed og selvoptaget adel, en god konge, en almue med hjertet på rettet sted, overvejende fede, forædte munke, slemme svenskere og langt værre tyskere.

Med successen “Gøngehøvdingen” fra 1853 blev han en velhavende mand med en stor læserskare. Ved siden af de historiske romaner skrev han mindre folkelige fortællinger, teaterstykker, tre guldmedaljeafhandlinger til Københavns Universitet, deltog som frivillig i krigen i 1848, rapporterede fra krigen i 1864 og passede et job som efter sigende brøsig læsesalsinspektør på Det Kongelige Bibliotek. Han levede i det samme ægteskab i fireogtredive år, inden han lod sig skille og giftede sig med naboens datter. Efter hans død i 1900 overtog hun pseudonymet og stilen og udgav flere bøger.

Gøngehøvdingen

“Samtidig med knaldet hørte man stumperne af den sønderskudte lygte rasle ned på gulvet. Lyset slukkedes, og hvælvingen var atter indhyllet i det dybeste mørke.

“Se så, mine venner!” udbrød han. “Nu er vor gerning fuldbragt, og Svend Gønge byder jer farvel, indtil vi træffes igen.”

Efter disse ord hørte soldaterne en dør blive åbnet og atter slået i og derpå raslen af skodder, som på den modsatte side blev skudt for.
Carit Etlar: “Gøngehøvdingen”, side 157-158.

Den historiske romans suveræne mester Alexandre Dumas skrev på to år, fra 1844 til 1846, sine to største successer, “De tre musketerer” og “Greven af Monte Christo” plus tre andre fremragende og omfangsrige værker. Hvis man skal finde en tilsvarende periode i Carit Etlars forfatterskab er det fra 1853 til 1855, hvor han udgiver “Gøngehøvdingen”, “Dronningens vagtmester” og “Våbenmesteren”. De første er dem, han huskes for og den tredje var et af hans mest folkekære værker.

“Gøngehøvdingen”, der udkom i 1853, foregår under svenskekrigen i 1657. Kong Frederik den Tredje har populært sagt arvet en sur røv fra sin far, Christian den Fjerde. Rigets formue er formøblet på sprut, damer, krige og selvfejring i monumentale bygningsprojekter. Frederik den Tredje går for at være velbegavet og lærd, men han er bundet på hænder og fødder af rigsråd og stænderforsamling (repræsentanter for adel, bønder, borger og præster), som belært af erfaringerne med hans far har pålagt kongemagten en række begrænsninger. Han har svært ved at navigere indenrigspolitisk, og da han også får en ny svenskekrig på halsen, er Danmark på nippet til at blive den sydligste provins i kongeriget mod nord. Det er her Gøngehøvdingen alias Svend Poulsen og Svend Gønge kommer ind i billedet. Sammen med makkeren, den snu kraftkarl Ib, og sine håndgangne mænd (gøngerne, et tappert folk som lever i skovene på grænsen mellem Halland og Blekinge) får han til opgave at smugle, hvad der er tilbage af rigets skatte, ind i det belejrede København, hvor kongen kan råde over dem.

Men Gøngehøvdingen er oppe mod mægtige fjender. Sjælland er besat og til de svenske tropper føjer sig kontingenter af barbariske tyske landsknægte. Allerfarligst er muligvis heksen Kulsoen, som er en hel del mere udspekuleret end soldaterne og gift med en af Svends mænd, tøffelhelten Tam, som har det med at lade sig kanøfle. Hertil kommer en vrangvillig adel, som kun tænker på, hvordan den kan redde sine rigdomme.

Konflikterne udvikles med en kæk dialog, rap handling, små elegante lyttescener (venner og fjender opfanger hemmelige planer) og en generøs pay off (belønning af læserens forventning): Svend og Ib snyder eller nedkæmper igen og igen deres mange fjender. Det er fornøjeligt, men på en klangbund af mørke, som strækker sig fra vinterlandskabet med det frosne Øresund og det sneklædte Sydøstsjælland ind i det fastfrosne sociale landskab og videre ind i Svend Gønges sjæl og hjerte, for han har hang til tungsind og befinder sig ikke alene i et kærlighedsløst ægteskab med Ibs søster, men lider under en udsigtsløs forliebelse i den smukke, men sværmeriske og upålidelige adelsfrøken Julie Parsberg.

De to helte gennemfører deres mission og modtager hæder og anerkendelse fra kongen. Ib bliver udnævnt til vagtmester. Men det er ikke nok til at overvinde standsskellene. Svend Gønge er luft for frøken Parsberg og i modsætning til så mange andre romantiske helte har han ikke, hvad der skal til for at sætte sig igennem. Han er nærmest fatalistisk, når det kommer til mulighederne for social avancement. Det forandrer intet, at Kulsoen skyder hans kone og sætter ham fri af ægteskabet. Han opgiver kærligheden og lykken uden sværdslag.

 

Dronningens vagtmester

“I dette øjeblik åbnedes døren, en dragon trådte ind. Han fandt Ib siddende på kanten af ligkisten, nynnende en sang, som han holdt for en salme.
“Er I snart færdige?” udbrød han.
“Åh ja, nådige dragon!” sagde Ib, “Nu er vi endelig blevet færdige; jeg har måttet forrette det hele arbejde alene, og derfor tog det så lang tid.”
“Du havde jo din mor til at hjælpe dig. Hvor er hun?”
“Der sidder hun den stakkel! Hendes hjælp var ikke stort bevendt, for da hun så sin kære søn fik hun sin gamle syge igen, jeg mener stivkrampen, så jeg måtte naturligvis først til at hjælpe hende.”
Kulsoen hørte hvert et ord, hun sled i sine bånd for at gøre sig fri, hendes ansigt var blodrødt af anstrengelse.
“Dronningens vagtmester”, s. 409.

Efter en kortvarig fred vender svenskerne tilbage i 1658 og genbesætter Sjælland. Det er her opfølgeren til “Gøngehøvdingen”, “Dronningens vagtmester”, begynder.

Kongen er atter indespærret bag voldene i København, og Carit Etlar sender Svend og Ib på en ny mission. Denne gang skal de redde kastanjerne ud af ilden for den hovne fru Elsebeth Buchwald fra Arnøje. Hun har gemt sin formue på godset Søholm, som er blevet besat af fjenden, og mener, det blot er et spørgsmål om tid, før den bliver opdaget. Hun forlanger, hvad hun knapt nok har ret til at bede om, at Svend gør det for hende. Svend påtager sig opgaven, fordi han ligger under for standsforskellene og fordi hans følsomme hjerte har bundet sig til Fru Elsebeths datter, den unge smukke Karen Kaas.

Sammen med Ib begiver han sig af sted til Søholm. Meget belejligt har den spillegale kapellan Tange, som vi er blevet introduceret for i Gøngehøvdingen, hængt sig. De møder bonden, som er på vej op til slottet med kisten. De giver sig ud for at være kapellanens far og bror og kommer ind på slottet. Desværre er Kulsoen kommet under vejr med skatten, og bedst som de er forbi vagterne, dukker hun op og giver sig ud for at være den dødes mor. De kan ikke afsløre hende uden selv at blive afsløret, men i en scene, som betegner et lille højdepunkt i romanen, får de hende pacificeret, stuvet liget af kapellanen ned i hullet i gulvet, hvor skatten var gemt, og smuglet pengene ud i ligkisten.

54463650

Den næste store konfrontation med svenskerne følger kort efter. Fru Elsebeth og frøken Karen er flyttet fra landsbyen Arnøje til borgen Gjørslev, som bliver besat af den lumske kaptajn Esner og hans tropper. Svend og Ib kommer dem til undsætning, og man kunne mene, at Svend hermed fortjente at få sin udkårne, men selv efter han har reddet hendes liv og hendes penge, ser fru Elsebeth ned på ham, og endnu engang resignere han. “Efter krigens ophør levede Svend nede på Lundbygård, ensom og indesluttet i sig selv. Hans spådom hin aften var gået i opfyldelse. Han var blevet glemt og fortrængt. Andre havde taget hans plads, andre høstede fordele af de kampe, han havde vundet.” (side 574). Hans elskede Karen bliver efter moderens vilje gift med sin fætter junker Rud og sygner hen på hans gård i Jylland. Svend har endnu engang vist sig som en hængerøv. Læserens eneste trøst er, at Kulsoen er blevet sendt til havs på en isflage, og at Kong Frederik er trådt i karakter og har vundet folkets tillid med en erklæring om, at han hellere vil dø i sin rede end at overgive sig til svenskerne.

Figurerne i “Gøngehøvdingen” og “Dronningens vagtmester kommer ikke ganske ud af det blå. Der var virkelig en kaptajn Svend Poulsen, som i spidsen for sine snaphaner – samlebetegnelse for “militsstyrkerne”, som kæmpede for danskerne i svenskekrigene – tillagde sig hæder og ære under Frederik den Tredje og blev belønnet med Lundbygård, men han var angiveligt et noget mindre følsomt gemyt, som ikke var kendt for at tage fanger, men for at skyde først og spørge bagefter. 

Våbenmesteren

“Med hvilken ret har han vovet dette?” spurgte Poul.
“Med den ret som sidder på en spydstage. De siger, at Holger Rosenkrands er fulgt med hertugens hær ned i Holsten for at kæmpe mod lybækkerne; i hans fraværelse kom Troels og hans kammerater, de forjog herremandens folk og gør sig nu lystige med det plyndrede bytte. Troels er en tilhænger af lybækkernes sag, han drager omkring i landet, ophidser bønderne, ivrer mod adel og pavedom. Han har solgt dem sin ene arm, mens han med den anden plyndrer for egen regning.”
Carit Etlar: “Våbenmesteren”, side 16.

En grundliggende forskel mellem Carit Etlar og mesteren Dumas var, at den sidste skrev sine romaner som føljetoner til aviserne. Kapitlerne er ensartede i størrelse, afrundede og med solide cliff hangers. “Gøngehøvdingen” og i mindre grad “Dronningens vagtmester” har nogle af de samme kvaliteter, men tager man “Våbenmesteren“ fra 1855 er første kapitel på 70 sider, andet kapitel på 32 og de tre følgende på 17, 24 og 22 – der er kun fem i alt.

Første kapitel repræsenterer en tendens i forfatterskabet til at koge mange af de dimensioner, Dumas behandler på handlingsplanet, ned til lange bagudskuende udredninger i stedet for at lade dem puste liv i fortællingen. Det kan man ærgre sig over, for stoffet er der til en mere sprudlende beretning, konflikterne er klare, persongalleriet veludviklet, natur- og kulturscenerier filmiske i præcision. Og overordnet er der tale om en ganske fængslende indførsel i perioden.

Smeden i landsbyen Voldum (nordkørende på motorvejen fra Århus til Randers vil midtvejs have den på højre hånd) har fået sin lille søn ihjelbiden af en jagthund tilhørende rigshofmester Mogens Gjøe fra Clausholm Slot, der ligger ved Voldum. Til gengæld snupper Smeden hofmesterens søn.

Vi kommer ind i fortællingen tyve år senere på Sct. Jacobi dag 1534. Grevens Fejde er på sit højeste. Bønderne i Jylland har under Skipper Clement sluttet sig til greve Christoffer af Oldenburg med krav om at få den fængslede Christian den Anden gjort til konge. Deres modstandere er rigsmarskal Johan Rantzau og adelen, som kæmper for at få den afdøde Frederik den Førstes ældste søn, som også hedder Christian, på tronen.

Smeden har tillagt sig ry som Våbenmester. Hans søn Poul er blevet en kæk ung mand. Begge kæmper under Rantzau og har de samme problemer med adelen som Ib og Svend – og hertil et par forbrydere at skulle forholde sig til. Poul forelsker sig i en ung adelsfrøken og bliver genelsket, men det er tilsyneladende en umulig forbindelse, fordi han er under hendes stand … lige indtil det viser sig, at det er han jo slet ikke, for han er jo netop søn af rigshofmester Gjøe. Rantzaus tropper vinder, Frederik den Førstes søn bliver Christian den Tredje, og Poul får sin udkårne.

 

Fangen på Kalø

“Hvor kommer I fra fader Klemmen?” spurgte Banner. “I har vist redet for stærkt, siden I gisper så meget.”
“Gud fader bedre det,” udbrød munken ydmygt og bukkende. “Nådige herre lensmand må endelig komme og hjælpe os ovre i klosteret. Vi lider svært betryk i disse dage.”
“Nå, hvad er der på færde?”
“Den tykke Jens Brok, ham fra Sinding, kom til os for fjorten dage siden og forlangte herberge i klosteret.”
“Ja, det er I jo forpligtet til at yde ham efter lov og vedtægt.”
“Der blev også sat det bedste frem, som vi fattige stakler kunne byde; men hvad forslog det, han ville have det bedre. Han skælder og bander, han piner og knubser os og drikker sig fuld hver evige dag.”
Carit Etlar: “Fangen på Kalø”, side 51

Førstedelen af femtenhundredetallet er dramatisk. Hansestæderne klamrer sig til de sidste rester af magten over østersøregionen. Kirken forsøger forgæves at vægre sig mod Reformationen. Nationen er som så ofte i krigstilstand mod Sverige. Det er det sidste, som er afsæt for “Fangen på Kalø” fra 1872.

I 1517 indgår kong Christian den Anden våbenhvile med Sveriges rigsforstander Sten Sture den yngre. Som led i aftalen bliver Gustav Eriksson af adelsslægten Vasa indsat som gidsel på Kalø slot på en lille halvø i Århusbugten. I Carit Etlars fortælling forelsker slotsherrens unge datter Else Banner sig i fangen. Rundt omkring dem udfolder sig en række små dramaer. Den oppustede ridder Jens Brok har slået sig ned på et nærliggende sortebrødre kloster og er ved at æde de fortvivlede munke ud af huset. I en lille hytte savner den fattige Sidsel sin mand Terkel. I en anden hytte lever tre brødre på kanten af sult, efter at være blevet taget for krybskytteri. Til Kalø ankommer den kvabsede adelsmand Torsten Trolle med en befaling fra Kongen, som skal indskrænke Gustav Erikssons bevægelsesfrihed. Torsten Trolles virkelige motiv er jalousi. Han har fået lovning på Else af hendes far. Med sig har han bogens egentlige hovedperson, den snu og listige knivstikker Esra, som bærer på flere tunge hemmeligheder. Jens Brok blive sat på porten af sortebrødrene, han begiver sig til Kalø og føjer sig til Elses bejlere og gør en komisk figur. Terkel dukker op under en jagt med en besked til Gustav Eriksson. Esra opsnapper den og er på vej til at give den til Torsten Trolle, da Else indhenter ham og får ham over på hendes og Gustav Erikssons side. Trolle skumler og hyrer de udsultede krybskytter til en grusom niddingsdåd. Tragedien nærmer sig. Gustav Eriksson undslipper, men Else og Esra dør.

To år efter bogens afslutning henretter Christian den Anden firs af Sten Stures tilhængere, herunder Gustav Erikssons far, i en begivenhed, som siden blev kendt som Det stockholmske blodbad. Året efter bliver Gustav Eriksson Sveriges nye rigsforstander og efter yderligere to år, i 1523, Kong Gustav Vasa. Regionen og perioden er den samme som i ”Våbenmesteren”. Men der er trods den tragiske slutning mere lys og luft i fortællingen.

Viben Peter

“Nu drager du fra os Viben, til fremmede folk, der vil holde dig i hæder og ære. Jeg vidste nok, det ville gå sådan. Du er den, der skal gøre vort navn kendt og omtalt mellem andre. Det blev mig spået af en kvinde fra Amerswurth, da du endnu lå i vuggen. Det var sære ord, hun varslede, jeg har ligget mangen nat siden og grundet over dem: Den knægt vil få folk til at snakke om sig i marsken, han vil blive den mindste af sin slægt, skønt der aldrig har været nogen større i den, han vil bo på et slot og dog ikke have et hul, han kan skjule sin nøgenhed i, han vil volde blod og dø i blod – lad ham vogte sig vel for kirken.”
Carit Etlar: “Viben Peter”, side 25.

Otteogtredive år efter “Våbenmesteren” og “Dronningens Vagtmester” og fyrre år efter “Gøngehøvdingen” udkom “Viben Peter” i 1894. Det er et alderdomsværk, forfatteren er syvoghalvfjerds, men det mærkes ikke som andet end en fuldendt formbevidsthed.

Vi er stadig i den dramatiske begyndelse af femtenhundredtallet. Handlingen er flyttet ned i Ditmarsken, afgrænset mod øst og vest af Holsten og Nordsøen og mod syd og nord af Elben og Ejderen. Befolkningen er overvejende stivnakkede frisiske fribønder med et frygtindgydende ry for blodfejder. Der var altid en eller anden slægt, som skulle smage øksen, fordi den havde snydt i en kvæghandel eller lagt øjne på en af familiens døtre – seksten generationer tilbage. Resten af tiden hoppede de rundt i marsken med deres klyverstokke (til at sætte over åer og kanaler) og så efter deres kvæg. En overgang var de under den danske krone, men tilføjede i 1227 Valdemar Sejr et knusende nederlag i slaget ved Bornhøved og etablerede sig som en selvstændig bonderepublik. En række forsøg på få dem tilbage i folden førte til flere nederlag. I år 1500 gik det helt galt. Man havde slået sig sammen med holstenerne, som også havde et godt øje til den lukrative kvæghandel i Ditmarsken og i flere omgange havde fået lige så mange bitre stryg. Nu troppede man op to hære høj. Ditmarskerne modtog dem med stridsøkser, og da de havde choppet den bedre del af fredsforstyrrerne op, åbnede de for sluserne på de inddæmmede marskområder og druknede resten. Det var nummeret inden folkemord. Den danske hær var slagtet i tusindtal. Den holstenske adel reduceret til en brøkdel.

“Viben Peter” begynder treogtyve år senere. Titelfiguren og hovedpersonen er ud af en af Ditmarskernes mægtigste slægter. Igennem tohundrede år har den båret ulven i sit bomærke, udmærket sig i marskkrigene og slået hårdt ned på sine fjender blandt andre familier. Viben er på en side en typisk Etlar-helt, klog, smuk og retsindig, på den anden side ganske atypisk, fordi han ikke har Gøngehøvdingen og Guldbrands hængerøvsgen. Akkurat som det er med hans landsmænd, finder han sig ikke i noget fra nogen, hverken fra høj eller lav. Han er forpligtet på sine egne og sin slægts mål, ikke en samfundsorden, som grundliggende blæser ham et langt stykke, og kan han heller ikke mande sig op til at slå et slag for kærligheden, da han placerer sit hjerte hos en højadelig, så er han i det mindste stærk nok til, at hun opgiver sine privilegier og vælger at dele sit liv med ham på hans vilkår. Hertil kommer, at han er langt mere udførligt dimensioneret, især socialt. Vi kender kun lidt til Gøngehøvdingens mænd, og hans familie forbliver på skitsestadiet. Det samme kan man sige om Guldbrand og Esra. Viben derimod indsættes i en levende ramme af nære relationer. Det forsyner hans handlinger og tanker med en naturlighed, som er nem at forholde sig til, og gør ham til mere end et medie for underholdning og historieformidling med drabelige slagudvekslinger og kække bemærkninger. Samtidig går han fra dreng til mand og føjer en udviklingshistorie til romanen.

Vi møder ham som fjortenårig i Ditmarskens hovedby Meldorf, hvor han har befriet en lille allikeunge fra nogle mindre drenge. Junker Kay fra holsten-slægten Ratlovs store gård på grænsen til Ditmarsken kommer forbi og forlanger at få den. Da Viben nægter, langer den lille junker ham et slag med sin ridepisk. Viben trækker sin kniv og er på nippet til at stikke ham, men ombestemmer sig og nøjes med at kyse ham. Kay er svag af konstitution og har fået livsmodet suget ud af sine omklamrende forældre. Han er ikke vant til at blive sat på plads og fatter beundring og hengivenhed for Viben. Efter nogle dage beder han sin mor, den smukke fru Merved, om at få Viben op på gården. Hun rider til Meldorf og gør med hele den hovne selvbevidsthed, som kendetegner Etlars billede af adelen, kravet gældende overfor Vibens far. Hun glemmer bare, at marskbønderne er deres egen adel, og at de har tævet holstenerne for mange gange til at regne dem for noget særligt. Carsten Peter, som Vibens far hedder, afviser hende, og hvis ikke hans nabo og yndlingsfjende, Reimer Grote var kommet ind i stuen og havde blæret sig med, at hans datter skulle have en fin uddannelse på et kloster, havde fru Merved sikkert måttet gå med uforrettet sag, nu får hun alligevel Viben med, for Carsten Peter vil ikke ligge under for nogen, mindst af alle Reimer Grote. Lige så snart Reimer har talt færdig meddeler Carsten Peter, at det da ikke er noget, for hans søn skal nemlig med den smukke frue op på hovedgården hos slægten Ratlov, der vil uddanne og oplære ham som deres egen søn.

Der er masser af lune og underfundighed i den første del af bogen. Viben tager af sted med fru Merved. Undervejs udlægger han landet i en serie fremragende sagn og varsler. Hver en lyngtue og hver en lille forblæst marskhytte bærer en blodig historie. Hver en bevægelse i naturen er et tegn. En krage flyver over vejen fra højre mod venstre. Det er ildevarslende. På gården former han et venskab med junker Kay, som minder om Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Viben lærer Kay at ride og skyde og fange fugle. Kay blomstrer op. Det samme gør Kays forældreløse kusine Beate, som bliver holdt som en slags tyende på godset og får en voksende rolle i romanen som Vibens udkårne og den fremvoksene protestantismes menneskelige ansigt. Kays mor og far er ikke noget at skrive hjem om. Faren er adelsmand, men lever for prangeriet. Moren er en falmende skønhed, som står i et usømmeligt forhold til sortebrødrenes grisede prior Augustinus. På gården fungerer pralhalsen og løgnhalsen Jan Gyge som forvalter. Han bliver med det samme Vibens bedste fjende og vender tilbage som en ond ånd, da skæbnen indhenter Viben. Den stridbare Carsten Peter mener i en brandert, at Reimer Grote tror, at han er en bedre rytter, end han selv er, og det kan han absolut ikke have siddende på sig. Han udfordrer ham til et væddeløb og bliver kastet af hesten og dør. Viben er det nye overhovede for familien. Han bliver inddraget i en arvesag, som ender med at komme for Ditmarskens øverste råd. Rådets medlemmer dømmer ikke så meget efter retfærdighed, som efter hvem, der kan skaffe dem den bedste kvæghandel. Viben taber og erklærer sit folk krig. Han er et symbol på den splid, som havde sneget sig ind i Ditmarsken med Reformationen, og som i 1559 skulle koste dem selvstændigheden, da den samme Johan Rantzau, som havde vundet Grevens Fejde i “Våbenmesteren”, nedkæmpede dem i forbund med holstenerne. På det tidspunkt har Viben for længst lidt en blodig død, men i modsætning til gøngehøvdingen som et menneske, der kæmpede til det sidste.

Carit Etlar havde i 1885 droppet bestillingen som læsesalsinspektør på Det Kongelige Bibliotek og hengivet sig fuldtid til forfatterskabet. Måske er det det, som slår igennem i “Viben Peter”. Måske er det frisættelsen fra det nationale kerneland og arvegods, som løfter hans pen. Nationalromantikken, som virker klæg i hans små folkelige fortællinger opløses i bonderepublikkens plumrede mosevand. Hævnmotivet, som følger Etlar forfatterskabet igennem, har i Ditmarsken og de barske fribønder fundet sin perfekte ramme. Der er kun to inddelinger, anden del begynder på side 129, men det lange episke drev, som irriterer i “Våbenmesteren”, virker her ganske på sin plads, fordi Viben magter at tage historien på sig, ikke bare underkaste sig den. Hvis man trækker et par streger fra Astrid Lindgren til De Islandske sagaer og Shakespeare (det er ren “Kong Lear”, når den uhyggelige spøgelseseksistens Deyg Jødeken dukker frem af mørket på de øde lyngdrag), virker det, som om Etlar prøver at skrive noget frem, som ligger i krydset. Det lykkes langt hen ad vejen.

Afrunding

Den historiske roman i sin populære udformning havde nogenlunde samme anseelse på parnasset i attenhundredtallet, som krimien har i dag, og vakte den samme irritation. Anmelderen P.L. Møller citeres ofte, når kritikken af Etlar skal sammenfattes. Han efterlyser ånd og ide i værket, især i de historiske romaner (de sentimentale folkefortællinger var han mere begejstret for). Kritikken var selvfølgelig heller ikke blind for de indlysende nedprioriteringer af personskildringen til fordel for handlingen. Meget af det ligger om ikke i genren så i den højfrekvente underholdningsproduktion Etlar dyrkede. Han skrev ikke for at fornøje anmelderne, men læserne, og det gjorde han. De små halvtreds titler, som det er blevet til, har angiveligt solgt på den gode side af tre millioner. Alligevel var det en kilde til frustration, at han aldrig kom ind i det gode selskab (og man aner måske her lidt af baggrunden for hans kække heltes fuldkomne opgivelse overfor den modstand som lå i standssamfundet). H.C. Andersen og Georg Brandes anså ham for smagløs og naragtig. En af hans få venner blandt de etablerede og anerkendte forfattere var den ældre, men ligeså folkekære St. St. Blicher (som i øvrigt blev udgivet af P.L. Møller, der med sin flotte sans for ide og ånd rettede, som det passede sig i hans noveller, hvad der siden hen har kostet litterater en del grå hår i forsøget på at få værket bragt tilbage til sin oprindelige stand, men det er en anden historie). Blicher var med sine beskrivelser af natmændene (omstrejfende rakkere, som gjorde det arbejde, andre ikke ville tage på sig, fjernede selvdøde dyr, kørte latriner væk, pillede henrettede ned fra galgen) tillige en af Etlars inspirationskilder. Blandt periodens historiske romanforfattere var B.S. Ingenmann den, som bedst kunne måle sig med ham i popularitet og produktivitet, men udgangspunktet var et andet. Hvor Etlars hovedpersoner var fiktive, var Ingemanns historiske, ofte kongerne selv.

"Gøngehøvdingen" er blevet omsat til film og tv i flere omgange med både Dirch Passer/ Ove Sprogøe og Søren Pilmark/ Per Pallesen som Svend og Ib, men så vidt vides har ingen endnu overgået romanforlægget.

Bibliografi

Etlar, Carit:
De to studenter og amors skjærmydsler. 1838.
Etlar, Carit:
Organisten i Jellige. 1838.
Etlar, Carit:
Slægtsskabet. 1839.
Etlar, Carit:
Smuglerens søn. 1839.
Etlar, Carit:
Diggrevens børn. 1840.
Etlar, Carit:
Foldingbro. 1840.
Etlar, Carit:
Hedemanden. 1840.
Etlar, Carit:
Madsalune: en fortælling. 1841.
Etlar, Carit:
Livets conflicter: fortælling. 1844.
Etlar, Carit:
Eiaghs sønner: drama i 4 akter. 1845.
Etlar, Carit:
Skyggebilleder. 1846.
Etlar, Carit:
Ayella. 1847
Etlar, Carit:
Singebok: samling af danske folkeeventyr. 1848.
Etlar, Carit:
Jeanne Tyon eller Kjøbenhavns folkeliv: roman. 1849.
Etlar, Carit:
Tonne gaar i krigen: comedie i 4 akter. 1849.
Etlar, Carit:
Den lille Savoyard. 1853.
Etlar, Carit:
Herregaardshistorier. 1853.
Etlar, Carit:
Strandrøveren: en fortælling. 1853.
Etlar, Carit:
Gjøngehøvdingen: en fortælling. 1853.
Etlar, Carit:
Hertuginde Teyano: fortælling. 1854.
Etlar, Carit:
Flygtende. 1855.
Etlar, Carit:
Herremænd: fortælling. 1855.
Etlar, Carit:
Den gamle Else. 1856.
Etlar, Carit:
Våbenmesteren: fortælling fra Grevens Feides tid. 1856.
Etlar, Carit:
Dronningens vagtmester.1856.
Etlar, Carit:
Håbløs: fortællinger. 1857.
Etlar, Carit:
Når solen gaar ned: drama. 1859.
Etlar, Carit:
Rejsende. 1859.
Etlar, Carit:
Rørfuglen: skuespil med sange. 1860.
Etlar, Carit:
Fengos skat: skuespil. 1861.
Etlar, Carit:
Før stormen: sangspil. 1861.
Etlar, Carit:
Hr. Lange med den tunge hånd: skuespil i 4 akter. 1861.
Etlar, Carit:
En gammel soldat: komedie med sange og chor. 1862.
Etlar, Carit:
I dynekilden: skuespil i 3 akter. 1862.
Etlar, Carit:
Ingola. 1862.
Etlar, Carit:
Krøniker. 1862.
Etlar, Carit:
Medens de kæmpe: fortællinger. 1862.
Etlar, Carit:
Herverts krønike. 1863.
Etlar, Carit:
Prangeren: lystspil i 1 akt. 1863.
Etlar, Carit:
Trælleæt: skuespil. 1864.
Etlar, Carit:
Krigsbilleder: fortællinger. 1865.
Etlar, Carit:
Sagn og eventyr. 1865.
Etlar, Carit:
Fra Alheden. 1866.
Etlar, Carit:
Dyrekjøbt: en fortælling. 1867.
Etlar, Carit:
Skuespil 1-3. 1867.
Etlar, Carit:
Broget selskab. 1868.
Etlar, Carit:
Gjennem Ungarn og Siebenbürgen: skildringer. 1870.
Etlar, Carit:
Tordenskjold i Marstrand: en folkekomedie. 1870.
Etlar, Carit:
Tranens varsel: en roman. 1870.
Etlar, Carit:
Seet og Hørt: fortællinger. 1873.
Etlar, Carit:
Underveis: to fortællinger. 1873.
Etlar, Carit:
To bejlere: en fortælling. 1874.
Etlar, Carit:
Viben Peter: en historie fra Ditmarsken. 1875.
Etlar, Carit:
Gjennem brændingen, 1876.
Etlar, Carit:
Fangen på Kallø: fortælling. 1877.
Etlar, Carit:
Folk i nød. 1878.
Etlar, Carit:
Smaafolk. 1879.
Etlar, Carit:
Salomon Baadsmand: en historie. 1880.
Etlar, Carit:
Zilo eller en emigrants hændelser. 1880.
Etlar, Carit:
Folkelivsbilleder: krybskytten. 1883.
Etlar, Carit:
Pilesmeden: fortælling. 1883.
Etlar, Carit:
Pintsefest i Tibirke og andre fortællinger. 1884.
Etlar, Carit:
I stormveir: fortællinger. 1885.
Etlar, Carit:
Serafino fra Ota og andre fortællinger. 1887.
Etlar, Carit:
Vendetta: en fortælling fra Korsika. 1888.
Etlar, Carit:
Hedemanden og Diggrevens børn: to fortællinger. 1889.
Etlar, Carit:
Gøngehøvdingen og Dronningens vagtmester: to fortællinger. 1890.
Etlar, Carit:
En balnat: fortælling. 1892.
Etlar, Carit:
Eventyret og andre fortællinger. 1892.
Etlar, Carit:
Hofbal paa Troldborg og andre fortællinger. 1892.
Etlar, Carit:
Skrifter: ny samling 1-11. 1892.
Etlar, Carit:
Tre Jydske fortællinger m. port. 1892.
Etlar, Carit:
Bodils penge og andre fortællinger. 1893.
Etlar, Carit:
Gazela. 1893.
Etlar, Carit:
Hjærtets kampe. 1893.
Etlar, Carit:
I løndom. 1893.
Etlar, Carit:
Gode venner. 1894.
Etlar, Carit:
Sømands tro. 1894.
Etlar, Carit:
Utro og andre fortællinger. 1894.
Etlar, Carit:
Fanø folk: sømandsfortælling. 1896.
Etlar, Carit:
Minder, fortalt af ham selv: i biografisk ramme af hans hustru. 1896.
Etlar, Carit:
Ungdoms kampe: en fortælling fra 1839. 1896.
Etlar, Carit:
Mine kæreste danske fortællinger. 1897.
Etlar, Carit:
Bjørneæt: nationalhistorisk roman. 1898.
Etlar, Carit:
Fredsfyrsten. 1898.
Etlar, Carit:
Mine kæreste fortællinger fra fremmede lande. 1898.
Etlar, Carit:
Danske folkeskuespil I-II. 1899.
Etlar, Carit:
Mosemanden: et folkesagn. 1899.
Etlar, Carit:
Hundens mærke og andre fortællinger. 1900.
Etlar, Carit:
Karl den Tolvtes stjerne og andre fortællinger. 1900.

Om Carit Etlar

Essays m.m.

Jensen, Bo Green:
Carl Fortælleren – i Det første landskab side 103-106. 1999. Essay.
Winge, Mette:
Gjöngehøvdingen – i Fortiden som spejl, side 55-62. 1997. Essay
Agger, Gunhild:
En eventyrromans mission – Gøngehøvdingen i populærfiktionens historie. 1992. Afhandling.
Etlar, Augusta Carit:
I samliv med Carit Etlar. 1925. Memoirer
Etlar, Augusta Carit:
Carit Etlars minder. 1896. Memoirer