Carit Etlar

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Main image
Etlar, Carit
Foto: POLFOTO

Indledning

Han har gjort Danmarkshistorien levende for generationer med sine romantiske tjubangromaner om riddere og røvere med hjertet på rette sted. Mest kendt er “Gøngehøvdingen” og “Dronningens vagtmester”, men blandt de mere end halvtreds titler gemmer sig flere fortællinger af samme skuffe og andre, som når et par spadestik dybere. Carit Etlar var aldrig populær på parnasset. Men blandt de almindelige læsere var han en helt, og godt hundrede år efter hans død borger hans romaner stadig for en god oplevelse. 

 

54161794

Blå bog

Født: Den 7. august 1816 i Fredericia.

Død: Den 9. maj 1900.

Uddannelse: Kunstakademiet i København.

Debut: “De to Studenter og Amors Skærmydsler”, 1838.

Litteraturpriser: Ingen oplyst.

Seneste udgivelse: Karl den Tolvtes stjerne og andre fortællinger. 1900. Kunstforlaget Danmark, 1914.

 

Artikel type
voksne

Baggrund


“Månen stod op, det dampede fra moser og enge, og nattergalen slog inde mellem bøgetræerne, da de nåede hen mod Hademarschen. Viben talte ikke meget undervejs; han sad og tænkte på alt det, Beate havde fortalt ham.

På den anden side af skoven førte vejen hen over den åbne hede, der engang havde været bevokset med træer, hvoraf nu kun enkelte forkrøblede og mosbegroede rester stod tilbage mellem lyngen. Priorens hest blev pludselig skræmt ved en gennemtrængende lyd af en skralde, og en mand kom i det samme til syne på grøftekanten, bag en stor hyldebusk, under hvilken han havde gravet sig ned i en bunke løv. Augustinus bragte hesten til at stå og gjorde korsets tegn for sig, mens manden strakte en pung på enden af en lang stok ud mod dem.”

“Viben Peter”, s. 64.

Manden bag forfatterpseudonymet Carit Etlar, Johan Carl Christian Brosbøll, blev født i en politisk nedtur og en kulturel opblomstring. Danmark var blevet reduceret til en småstat ved Kielerfreden i 1814 (farvel til Norge), men landet satte samtidig en generation af lyrikere i verden, som besang nationen i dele og helhed, så den aldrig havde forekommet smukkere. Det var bøgelyse øer med en ung blond pige i digt, sang, roman, lærred og ramme. De bedste var malet op i kontraster med armod og strid, som blot fik folkesjælen, naturen og den heroiske fortid til at fremstå så meget desto herligere. Det var romantik, og den unge Johan Carl sugede den til sig i både ind- og udenlandsk aftapning.

I barndomshjemmet i Fredericia fortalte man historier om en fjern norsk ane, som havde udmærket sig i Den store Nordiske krig og nu havde sit portræt på væggen i storstuen. Johan Carl læste Walter Scott og J. F. Cooper og færdedes på den jyske hede, hvor han ifølge egne erindringer blev kaldt Carl Emtaris af taterne (sigøjnerne), Carl Fortælleren.

Som seksten-årig forlod han familie, fødeby og den forudskikkede løbebane for en søn af en købmand og rejste til København, hvor han kom ind på Kunstakademiet. Han tjente til dagen og vejen som klatmaler med marskandisere som aftagere og forfatter af skillingsviser og småhistorier og eventyr til bladene. Efterhånden gav han det romantiske rush udtryk i romaner. Pseudonymet forbandt et par højromantiske tildragelser (sigøjnernavnet og en ungdomskærlighed (Tertia Fabricius) med det borgerlige navn Carl. Den gennemgående genre var historiske romaner.

Signaturstykket var “Smuglerens søn” fra 1839. Stilen var farverig og fantasifuld, formidlingen lagt i hænderne på en solid trediepersons fortæller. De bærende elementer talte en stærk historisk kolorit med suveræne natur- og kulturbeskrivelser, en god spændingsopbygning, en mandlig helt og hans makker, kærlighed på tværs og trods af klasseskel, lovløshed betinget af uligheder i samfundet, ufortyndet, skurkagtig ondskab, en selvfed og selvoptaget adel, en god konge, en almue med hjertet på rettet sted, overvejende fede, forædte munke, slemme svenskere og langt værre tyskere.

Med successen “Gøngehøvdingen” fra 1853 blev han en velhavende mand med en stor læserskare. Ved siden af de historiske romaner skrev han mindre folkelige fortællinger, teaterstykker, tre guldmedaljeafhandlinger til Københavns Universitet, deltog som frivillig i krigen i 1848, rapporterede fra krigen i 1864 og passede et job som efter sigende brøsig læsesalsinspektør på Det Kongelige Bibliotek. Han levede i det samme ægteskab i fireogtredive år, inden han lod sig skille og giftede sig med naboens datter. Efter hans død i 1900 overtog hun pseudonymet og stilen og udgav flere bøger.

Gøngehøvdingen

“Samtidig med knaldet hørte man stumperne af den sønderskudte lygte rasle ned på gulvet. Lyset slukkedes, og hvælvingen var atter indhyllet i det dybeste mørke.

“Se så, mine venner!” udbrød han. “Nu er vor gerning fuldbragt, og Svend Gønge byder jer farvel, indtil vi træffes igen.”

Efter disse ord hørte soldaterne en dør blive åbnet og atter slået i og derpå raslen af skodder, som på den modsatte side blev skudt for.
Carit Etlar: “Gøngehøvdingen”, side 157-158.

Den historiske romans suveræne mester Alexandre Dumas skrev på to år, fra 1844 til 1846, sine to største successer, “De tre musketerer” og “Greven af Monte Christo” plus tre andre fremragende og omfangsrige værker. Hvis man skal finde en tilsvarende periode i Carit Etlars forfatterskab er det fra 1853 til 1855, hvor han udgiver “Gøngehøvdingen”, “Dronningens vagtmester” og “Våbenmesteren”. De første er dem, han huskes for og den tredje var et af hans mest folkekære værker.

“Gøngehøvdingen”, der udkom i 1853, foregår under svenskekrigen i 1657. Kong Frederik den Tredje har populært sagt arvet en sur røv fra sin far, Christian den Fjerde. Rigets formue er formøblet på sprut, damer, krige og selvfejring i monumentale bygningsprojekter. Frederik den Tredje går for at være velbegavet og lærd, men han er bundet på hænder og fødder af rigsråd og stænderforsamling (repræsentanter for adel, bønder, borger og præster), som belært af erfaringerne med hans far har pålagt kongemagten en række begrænsninger. Han har svært ved at navigere indenrigspolitisk, og da han også får en ny svenskekrig på halsen, er Danmark på nippet til at blive den sydligste provins i kongeriget mod nord. Det er her Gøngehøvdingen alias Svend Poulsen og Svend Gønge kommer ind i billedet. Sammen med makkeren, den snu kraftkarl Ib, og sine håndgangne mænd (gøngerne, et tappert folk som lever i skovene på grænsen mellem Halland og Blekinge) får han til opgave at smugle, hvad der er tilbage af rigets skatte, ind i det belejrede København, hvor kongen kan råde over dem.

Men Gøngehøvdingen er oppe mod mægtige fjender. Sjælland er besat og til de svenske tropper føjer sig kontingenter af barbariske tyske landsknægte. Allerfarligst er muligvis heksen Kulsoen, som er en hel del mere udspekuleret end soldaterne og gift med en af Svends mænd, tøffelhelten Tam, som har det med at lade sig kanøfle. Hertil kommer en vrangvillig adel, som kun tænker på, hvordan den kan redde sine rigdomme.

Konflikterne udvikles med en kæk dialog, rap handling, små elegante lyttescener (venner og fjender opfanger hemmelige planer) og en generøs pay off (belønning af læserens forventning): Svend og Ib snyder eller nedkæmper igen og igen deres mange fjender. Det er fornøjeligt, men på en klangbund af mørke, som strækker sig fra vinterlandskabet med det frosne Øresund og det sneklædte Sydøstsjælland ind i det fastfrosne sociale landskab og videre ind i Svend Gønges sjæl og hjerte, for han har hang til tungsind og befinder sig ikke alene i et kærlighedsløst ægteskab med Ibs søster, men lider under en udsigtsløs forliebelse i den smukke, men sværmeriske og upålidelige adelsfrøken Julie Parsberg.

De to helte gennemfører deres mission og modtager hæder og anerkendelse fra kongen. Ib bliver udnævnt til vagtmester. Men det er ikke nok til at overvinde standsskellene. Svend Gønge er luft for frøken Parsberg og i modsætning til så mange andre romantiske helte har han ikke, hvad der skal til for at sætte sig igennem. Han er nærmest fatalistisk, når det kommer til mulighederne for social avancement. Det forandrer intet, at Kulsoen skyder hans kone og sætter ham fri af ægteskabet. Han opgiver kærligheden og lykken uden sværdslag.