Genrer og tematikker

I sit forfatterskab dyrker Jeffrey Eugenides romangenren som et medie, der kan rumme og formidle menneskelivets kompleksitet og kringelkroge. Han leger med genren og eksperimenterer i alle sine tre romaner med forskellige fortælleformer, der på hver deres måde tilbyder læseren et helt særligt og ofte besynderligt perspektiv på tilværelsen. Han springer ofte rundt i kronologi og endda fra et fortælleperspektiv til et andet, men formår at gøre det på en meningsfuld måde, som tilføjer fortællingen et ekstra lag.

Et gennemgående karakteristikum i Eugenides’ forfatterskab er desuden, at hans værker emmer af forfatterens egen belæsthed. Om sin tid på universitetet siger han: ”Jeg læste en masse, læste hele tiden (…) Jeg gjorde mit bedste for at læse, hvad jeg troede en romanforfatter burde læse – filosofi, historie, teologi.” (Oprahs Book Club, 2007). Allerede tidligt i sin litterære uddannelse har Eugenides med andre ord haft en forestilling om den gode forfatter som en belæst forfatter. Eugenides’ romaner er derfor spækkede med indskudt specialviden og interne referencer. I ”Middlesex” refereres der for eksempel løbende til Homer og græsk mytologi i forlængelse af hovedpersonens græske ophav, ligesom ”Bryllupsintrigen” bugner af litterære referencer i forbindelse med hovedpersonens engelskstudie. Disse mange referencer kan være en stor udfordring for Eugenides’ læsere, men medvirker i høj grad til at male en troværdig og interessant ramme omkring hans fortællinger.

Jeffrey Eugenides’ tre romaner er som udgangspunkt meget forskellige og behandler meget forskellige tematikker, men har dog et grundlæggende tema tilfælles. Romanerne portrætterer alle den svære ungdom og den vanskelige identitet og seksualitet, som udforskes og udformes i netop den periode. Desuden tages forholdet til familie og ophav og oprøret med selvsamme også op i alle tre romaner om end fra forskellige perspektiver. Eugenides interesserer sig altså gennemgående for perioden mellem barndom og voksenliv og alle de problemstillinger, der opstår for individet i den livsfase. Den kejtede, naive og til tider selvhøjtidelige ungdom og dens ofte problematiske familieforhold bliver i alle tre romaner fremskrevet med en humoristisk, men kærlig pen, der både evner at sætte sig helt ind i sine karakterer og skildre dem udefra med et skarpt blik for ironiske uoverensstemmelser mellem det unge individ og verden.