Ikke alle Forough Farrokhzads digte er oversat til dansk, og selvom man kunne drage paralleller til danske forfatter Tove Ditlevsen, der som Forough Farrokhzad også leverede en bidende kritik af ægteskabet i en tid, hvor det var ganske uset, så er det måske mest naturligt at vende blikket mod Forough Farrokhzads eget hjemland.
Nimā Yushij (1896 – 1960) var en stor reformist af de klassiske, iranske digteformer i første halvdel af det 20. århundrede. Enderim, bogstavrim og andre faste forhold forsvandt sammen med en mere låst tematik lige så stille ud af digtningen i det, der passende kaldes ”ny digtning”. Politiske og samfundsmæssige temaer blev i højere grad taget op, og for Forough Farrokhzad betød det meget. Selv sagde hun i Arash-interview fra 1964: ”Nimā var en form for begyndelse for mig. I hans digte så jeg for første gang en selvstændig begrebsverden. Jeg så at jeg stod over for et menneske, ikke bare en håndfuld overfladiske følelser og banale gøremål.” (Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013).
Også den iranske digter A. Shamlu (1925 – 2000) tegnede sig som en inspiration for Forough Farrokhzad, og især Shamlus brug af et enkelt sprog, der mere lignede dagligsproget og ikke forsøgte at tvinge ordene ned i fastlåste rytmer, fascinerede Farrokhzad og påvirkede hendes blomstrende formsprog.
Forough Farrokhzads digte om kvindelige drifter og hendes stadige overskridelse af acceptable grænser har skaffet hende kultstatus i hjemlandet, selvom mange af hendes digte stadig kun udgives i censurerede versioner. Hendes liv og digtning er efter hendes død smeltet sammen i et symbolsk holdepunkt, hvor kærlighedens nydelse er den altoverskyggende omdrejningsakse. Som sådan er betydningen af hendes forfatterskab unik.