I 1964 udkom næsten seks års poesi i samlingen ”Tavallodi Digar”, (”En Anden Fødsel”, 2013), der blev Forough Farrokhzads fjerde digtsamling og som meget passende betitler en ny begyndelse i forfatterskabet. Bogen blev dedikeret til Ebrahim Golestan og betegner Forough Farrokhzads gennembrud rent litterært.
I sit gennembrud gør hun op med den faste måde, hvorpå den persiske digtetradition ellers har anvendt rytmer og rim, og rent tematisk fortsætter hun sin sensuelle kærlighedsdigtning om kvindeligt begær og fastholder en samfundskritisk tone, der sætter patriarkalsk, religiøs og militær undertrykkelse under behandling. Hun anvender stadig visse faste, iranske digteformer såsom to masnavier og en enkelt ghazal, men der eksperimenteres også med de frie former og med symbolikken. Metaforerne er originale og stammer ofte fra naturen, som anvendes i gentagende beskrivelser af et kærlighedsforhold mellem et jeg og et du.
”Iman Biavarim beh Aghaz-e Fasl-e Sard” (”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid…”, 2013) udkom samlet posthumt i 1973, men den islamiske revolution i 1978-1979 gav sig til udtryk i et over ti år langt forbud mod hendes digte. Mange af de syv digte i den sidste samling var inden Forough Farrokhzads død udkommet i tidsskrifter, og mens flere og flere iranere læste hendes tekster, blev akademikere og traditionalister ved med at kritisere hende. Flere skrev direkte, at hun burde stoppe med at skrive digte, men det havde hun ikke tænkt sig.
Om eftermiddagen mandag d. 13. februar 1967 standsede skæbnen imidlertid hendes forfatterskab, da den kun 32-årige Forough Farrokhzad døde alene i en bilulykke. På tragisk vis kørte den unge forfatter galt og døde, inden hun nåede hospitalet. Hendes elskede Ebrahim Golestan var den første til at finde hende efter ulykken, og selvom hendes minde står klart i mange iraneres erindringer, blev hendes digte først længe efter hendes død igen udbredt.
Efter hendes død voksede Forough Farrokhzads udbredelse og popularitet, og mange af hendes digte er oversat til bl.a. engelsk, tysk, spansk, fransk, tyrkisk, albansk, kurdisk, albansk, koreansk – men de danske oversættelser har der ikke været mange af. Forough Farrokhzads sidste digte, hendes insisteren på traditionsfornyelse og hendes stærke stemme står i dag tilbage som en hyldest til kærligheden, til nydelsen og til friheden.