Forough Farrokhzad skrev primært digte, men udgav også noveller i slutningen af 1950’erne og instruerede og klippede film såsom den sort/hvide dokumentarfilm ”Khaneh Siah Ast” (1962) (”Huset er sort”) om Baba Baghi – en lejr for spedalske i Iran. Filmen havde farsi voice-over med bl.a. oplæsning af Forough Farrokhzads tekster, og forfatteren selv adopterede nogle år efter drengen Hossein Mansouri fra lejren. Hossein Mansouri lavede senere filmen ”Moon Sun Flower Game” (2008) om forholdet til sin berømte adoptivmor.
Det kan synes umuligt at holde Forough Farrokhzads eget liv helt uden for arbejdet med hendes digte og dermed sammenholde fokusset på ægteskabets begrænsende bånd i de første digtsamlinger med det faktum, at hun i samme år blev skilt fra sin mand. Forough Farrokhzad havde da også et næsten personligt forhold til sine digte. I et interview i det iranske tidsskrift Arash fra 1964 beskrev hun forholdet således: ”For mig er et digt som en ven jeg kan betro mig til. Eller som en kæreste der fuldender mig og tilfredsstiller mig, uden at gå mig på nerverne.” (Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013). Med andre ord stammer Forough Farrokhzads litterære temaer ofte fra hendes eget liv og fra den udvikling, hun som kvinde og menneske gennemgik.
Udviklingen var også litterær. Fra primært at have anvendt klassiske, iranske digteformer gik hun med sine sidste to digtsamlinger ”En Anden Fødsel” og ”Lad os begynde at tro på begyndelsen af en kold årstid …” over til at eksperimentere mere med formen, mens hendes indhold forblev ligeså kontroversielt for sin tid, som det hele tiden havde været.
Kvindens begær, lyst og nydelse var sammen med religionskritik og generel kritik af de faste begreber og modsætningspar, man både rent forstandsmæssigt og rent sprogligt var så vant til at anvende. Hun vendte verden på hovedet og tvang læseren til at se på den med nye øjne. Øjne, der søgte en frihed og som var villige til at se verden udækket, åben og uforfalsket.