”Storia di chi fugge e di chi resta” fra 2013 (”Dem der flygter og dem der bliver”, 2015) er tredje bind i Ferrantes Napoli-serie, denne gang henlagt til 1960-70’erne og en tid med studenterpolitisk uro og ungdomsoprør. Vi starter i 2010, hvor Elena tænker tilbage på sit sidste møde med barndomsveninden Lila for fem år siden, og hvor ødelagt hun så ud. I tredje bind ser vi voksenlivets erfaringer gennem de to kvinder, der nu er gledet fra hinanden på grund af Nino, som de begge var forelskede i. Lila har ladet sig separere fra sin mand og har fået et barn, muligvis med Nino. Hun er alenemor, fattig og har et rædselsfuldt job som fabriksarbejder på en pølsefabrik. Elena er færdig med universitetet og komfortabelt gift ind i middelklassen med en snæversynet mand og har debuteret med en autobiografisk roman. Men Elena finder livet i Firenze kvælende, og moderrollen over for de to døtre falder hende ikke naturlig. Det ironiske i Elenas skæbne er, at hun har gjort alt for at undslippe sin skæbne, men nu alligevel finder sig selv i køkkenet og barneværelset.
51706676
Til trods for den store forskel i venindernes levestandard bliver det igen Lila, som kompromisløst søger at forbedre verden og involverer sig i arbejderbevægelsen, mens Elena er fanget af apati og skriveblokering og den konstante sammenligning med Lila. Hun forsøger at involvere sig i den feministiske bevægelse, men må igen sande, at hendes barndomsgades love også hersker her. Lila lever det liv, Elena kun kan forestille sig i sine tekster.
Historien om de to veninders forhold er det ene centrum i romanen, mens Italiens udvikling under de tumultariske tider med ungdomsoprør, rød front, feminisme og seksuel revolution i 1960’erne og 70’erne ligger som et baggrundstæppe for Elenas og Lilas liv. I bogen sætter Ferrante fokus på sammenhængen mellem det politiske og det hjemlige, og på hvordan volden underminerer samfundet men også familien som enhed. ”Det personlige er politisk” sagde feministen Carol Hanisch i 1970, og det er et perfekt mantra til dette værk.