Elena Ferrantes ”L’amica geniale” fra 2011 (”Min geniale veninde”, 2014) er første bind i en romanserie om de to barndomsveninder Elena og Lila. De vokser op i en fattig del af Napoli i slutningen af 1950’erne. Historien fortælles af den voksne Elena. Opvæksten er præget af forældrevold, fattigdom og dumhed i et kvarter, hvor indbyggerne har svært ved at tale rigtigt italiensk (de snakker alle en napolitansk dialekt).
Elena er datter af en portner på rådhuset, mens Lila er datter af den lokale skomager. Elena bliver tiltrukket af Lila, fordi hun er slem, både i skolen og på gaden. Hun er en nådesløs lille pige, der giver igen som hun modtager. Overraskende viser det sig, at Lila også er utrolig dygtig til skolearbejdet, selvom hun sjældent demonstrerer det.
50957802
De to piger bliver gode veninder, dog i et ujævnt venskab, hvor Elena ser op til Lila og er afhængig af hendes anerkendelse. Deres veje skilles efter grundskolen, hvor Elena går videre i mellemskolen og gymnasiet, mens Lila begynder at arbejde hos sin far, skomageren. Lila følger dog med i skolebøgerne privat og er stadig den dygtigste af de to. Lila viser først ingen interesse i drenge, selvom de interesserer sig meget for hende, efterhånden som hun bliver ældre og udvikler sig. Hun takker til sidst ja til et frieri, som kulminerer i et bryllup, der afslutter romanen.
Romanen er fortalt fra den voksne Elenas synspunkt og har et fugleperspektiv på barndommen. Den er skrevet som en dannelsesroman, hvor man følger karakterernes barndom og opvækst. Dog ligger det fra starten klart, at Lila ikke undslipper det fattige barndomskvarter, som forfatteren Elena gør. Samtidig med, at vi følger de to pigers udvikling, får vi et indblik i livet i det fattige Italien i 1950’erne, eksemplificeret med det fattige kvarter som mikrokosmos – her bliver bogen næsten til socialrealisme. Tematisk bindes bogen sammen med resten af Ferrantes værker i dens fokus på kvindeskæbner og kvindens frihed i forhold til omverdenens pres og forventninger.