Helga Flatland skriver sig ind i en nordisk realismetradition, hvor en af de helt fremtrædende forfattere er svenske Kerstin Ekman. Der er da også flere ligheder mellem realismen hos Ekman og Flatland: de realistiske skildringer af menneskers relationer, landsbylivet, de psykologiske portrætter og beskrivelserne af naturen og dens betydning for mennesket. Dog behandler Flatland ikke i nær samme grad religiøse og kønspolitiske spørgsmål, ligesom hendes forfatterskab heller ikke fremstår som kras samfundskritik i samme grad som Ekmans.
Flatlands realisme kan også sammenlignes med danske Ida Jessens, som også skriver psykologiske personskildringer. Både Jessen og Flatland undersøger, hvad der sker med mennesker, når de rammes af sorg og store kriser. De skriver om menneskers relationer og om ensomhed. Fælles for forfatterne er også valget af den lille landsby som location. Jessens Hvium-trilogi portrætterer i lighed med Flatlands trilogi et lille samfund i sorg. Hos Jessen er det den syvårige Gustavs død, der lammer landsbyen. Begge forfattere har et skarpt blik for sorgens anatomi og beskriver detaljeret sorgens forskellige faser fra chok og afmagt, over vanvid og selvmordstrang, til forsoning.
Flatlands filmiske komposition, hvor scener ses fra flere synsvinkler, har mange litterære forgængere, men især grebet i ”Alle vil hjem, ingen vil tilbage”, hvor Julie og Mats oplever situationer og særligt deres brud forskelligt, minder om kompositionen i tv-serien ”The Affair” (HBO, 2014-19). Her fortælles historien om Noah og Alisons affære også fra forskellige synsvinkler, og som i Flatlands litterære univers kommer synsvinklerne til at understrege, hvor forskelligt mennesker oplever situationer, og hvor blinde vi er over for andres perspektiv. Selv siger Flatland om kompositionens betydning for karakterskildringerne: ”De er jo drivkraften i alle tre bøger, hvor det ikke er handlingen, der driver fortællingen. Den beskriver mennesker, som står i forhold til hinanden, og som reagerer på hinanden. At skrive som jeg gør, hvor jeg fletter stemmer sammen, gør det muligt at give et mere fyldestgørende billede.” (Nora Campbell: Intervju med Helga Flatland. Aschehoug, 2015. Egen oversættelse).