Bliv hvis du kan, rejs hvis du må

Citat
”Jeg går med en følelse af afmagt gennem skoven og regnen og den tykke tåge. Har opgivet mine egne tanker, og egne mål, opgivet at se mig selv om ti år. For det er her jeg vil være om nøjagtig ti år, på jagt med far, gå gennem skoven og regnen og måske ikke føle noget længere. Måske ikke føle vrede, desperation, den konstante trang til at flygte fra noget jeg ikke ved hvad er.”
”Bliv hvis du kan, rejs hvis du må”, s. 32.

Helga Flatlands debut Bli hvis du kan. Reis hvis du må” fra 2010 (”Bliv hvis du kan, rejs hvis du må”, 2015) foregår primært i en lille bygd i Norge. Romanen tager afsæt i barndomsvennerne Tarjei, Trygve, Bjørn og Kristians beslutning om at lade sig hverve til de norske styrker i Afghanistan. Drengenes valg får smertelige konsekvenser, hvilket allerede romanens åbningsscene antyder. Tre af dem vender ikke tilbage i live, og det påvirker ikke kun dem, der står dem nærmest, men hele bygden.

Historien fortælles gennem fire fortællerstemmer (i den norske original er to på nynorsk, to på bokmål), der hver på sin måde gengiver hændelserne både før og efter dødsfaldene. De fire jegfortællere er Tarjei, Trygve, Tarjeis mor Karin og Jon Olav, der er nabo til Tarjeis familie. I flashbacks, der ikke følger en fast kronologi, sammenflettes de fire perspektiver til en samlet historie, hvor drengenes dybereliggende bevæggrunde for at ville rejse blotlægges. Tarjeis angst og usikkerhed har rod i Karins ubehandlede fødselsdepression, som forstærkes af en manglende evne til at kommunikere.

51772679

Militærets disciplin bliver hans udvej. Trygves voldsomme forelskelse i Sigurd, Jon Olavs søn, og drengenes skam over deres store kærlighed, får Trygve til at rejse. Jon Olav aner sammenhængen mellem Sigurds voldsomme sorg efter Trygves død, men som resten af bygdens beboere har han ikke noget sprog, der kan formidle, hvad han fornemmer og føler, og derfor vokser afstanden mellem både ham og sønnen og ham og konen. Netop den manglende evne til at kunne udtrykke sig i ord, særligt når det gælder svære og stærke følelser, kendetegner alle fire jegfortællere, ja stort set alle i bygden.

Til gengæld kan Flatland kommunikere. Med sine ord skaber hun troværdige psykologiske portrætter både gennem indre monolog, replikker og realistiske naturbeskrivelser. Stilistisk er romanen filmisk. Flere episoder vises fra flere synsvinkler, og det er blandt andet det, der er med til at blotlægge historiens større sammenhæng. Samtidig kommer de fire synsvinkler, de to unges og de to voksnes, til at tegne et portræt af et lille isoleret samfund i sorg.

Flatlands debut er en historie om menneskeskæbner, der griber ind i hinanden og om længslen efter at blive set, om tab, dyb sorg og relationer.