Død, sorg, angst, skyld og forsoning spiller markante roller i Helga Flatlands forfatterskab. Det er altså almengyldige menneskelige følelser, forfatteren skriver om. I romantrilogien skildrer Flatland i særdeleshed karakterernes indre hjemløshed og deres manglende evne til at fortælle andre – og nogle gange endda sig selv – hvordan de har det. Hun har stor psykologisk indsigt, og det gør alle karakterer troværdige, uanset køn og alder. Samtidig får karaktererne ikke kun liv i sig selv. De bliver også beskrevet af hinanden, og læseren kan se dem både ude- og indefra. Bøgerne er således skildringer af unge og voksnes kamp for at blive hele mennesker. Det er skildringer af menneskelige relationer.
Forfatteren placerer de tre første romaner under tre hovedoverskrifter. Den første roman handler om katastrofen, den anden om konsekvenserne og den tredje om forsoning. Det er krigen i Afghanistan, der giver disse tre overskrifter, da det er den, der er skyld i sorgen, som alle tre bøger kredser om. Men trilogien er ikke en Afghanistantrilogi med fokus på krig. Det er snarere en undersøgelse af, hvad der får unge til at lade sig hverve til krig. Selv siger Flatland om det tema: ”Grunden til, at jeg tog udgangspunkt i Afghanistan, var, at det dengang og nu er nærværende for min generation. Da jeg gik på gymnasiet, blev det en faktisk mulighed at kunne hverve sig til krigen i Afghanistan. I alle de samtaler, som jeg hørte blandt mine jævnaldrende, var det aldrig politiske eller ideologiske årsager, der lå bag et valg om at tage ud. Det handlede kun om det at komme ud, at komme væk. Det handlede meget mere om at tage væk fra noget end om at tage del i noget. Om oprør og eventyrlyst.” (Nora Campbell: Intervju med Helga Flatland. Aschehoug, 2015. Egen oversættelse). Således kommer trilogien også til at sige noget om forfatterens generation, ligesom bøgerne også kan ses som et portræt af et lille samfund fanget i en ny brydningstid.
Flatland maler detaljer frem i ord, så det er nemt for læseren at se landskaber, karakterer og scener for sig. Det gør hendes romaner meget visuelle, og kombineret med synsvinkelskiftene og den sammenflettende fortælleteknik fremstår alle hendes bøger filmiske. Flatlands romaner er realistiske med fokus på karakterernes indre liv. Selv siger Flatland om sin måde at skrive på: ”Jeg skriver jo på en tilgængelig måde, det er ikke sprogligt eksperimentelt, men derimod ligefrem og karakterdrevet.” (Vegard Bye: Intervju med Helga Flatland: Å følge opp en forventet suksess. Aschehoug, 2016. Egen oversættelse).