Baggrund

Citat
”Når jeg tænker på min kone, tænker jeg altid på hendes hoved. Først og fremmest hovedets form. Første gang, jeg så hende, var det hendes baghoved, jeg bemærkede, og der var noget utrolig smukt ved det, ved selve formen. Som en glat, hård kerne eller et fossil. Hun havde, hvad victorianerne ville kalde et fint formet hoved. Man kunne let forestille sig kraniet inde under huden.”

”Kvinden der forsvandt”, s. 11.

Gillian Flynn er opvokset i Kansas City, Missouri, i det amerikanske Midtvesten. Begge forældre var universitetslærere, og hendes far underviste i filmvidenskab, hvilket førte til, at Flynn i en tidlig alder kastede sig over uhyggelige thrillerfilm som ”Psycho”, ”Alien” og ”Bonnie and Clyde”. Hun fik tidligt en kærlighed til thriller- og krimigenren og husker, at noget af det første voksenlitteratur, hun læste var Agatha Christie, som hun ikke har sluppet siden.

I Flynns tredje roman ”Kvinden der forsvandt” mister begge hovedpersoner, Nick og Amy, deres jobs inden for medieverdenen, og det bliver udgangspunktet for den nedadgående spiral, som er romanens kerne. Romanen er en slags portræt af Flynns egen generation og hvordan recessionen har påvirket den, og det kender Flynn selv alt til. Efter ti år i et elsket job på det amerikanske ugeblad Entertainment Weekly – et job, der bød på ture til filmsets i New Zealand, Prag og resten af verden og som gav hende en indersiderviden om film og tv, der skinner igennem i hendes romaner – blev hun fyret, sammen med et hav af andre journalister.

Om den tid siger hun: For mig var det interessant, for jeg voksede selv op i 1970’erne, da man lukkede fabrikker og flyttede produktionen ud af landet. Vi kunne iagttage, hvad der skete uden rigtig at forstå det. Nu kom jeg selv til at opleve, hvordan mit eget erhverv ændrede sig i en helt ny og dramatisk retning. Det ønskede jeg at skrive om, for vi er alle meget tæt knyttede til vores arbejde og vores karriere. For mig selv betød det jo en del at blive fyret, for jeg duer ikke til andet. Ud over at skrive har jeg kun forsøgt mig som servitrice, og det var jeg virkelig dårlig til”. (Carsten Andersen: Bestsellerforfatter skriver med et insiderblik om en forkælet generation. Politiken, 2013-07-21).

De to første romaner er således skrevet ved siden af fuldtidsjobbet som journalist, hvorimod ”Kvinden der forsvandt” er skrevet, efter Flynn blev fyret. I en periode, hvor hun var lykkeligt nygift, hvilket dog ikke lyser ud af siderne om Nick og Amy, et ægtepar, der langsomt finder ud af, at de slet ikke kender hinanden. Flynn siger selv, at det var det nye, lykkelige ægteskab, der gav hende lyst til at kigge på forholdet mellem to mennesker, der forestiller sig, at de kender hinanden ud og ind.

Gillian Flynn bor i Chicago med sin mand, advokaten Brett Nolan, deres søn og en stor kat, der hedder Roy. Hun skriver i kælderen på deres victorianske hus, et koldt og uhyggeligt sted, der passer godt til de dystre temaer i hendes bøger. På væggen har hun et skilt hængende, hvor der står ”Leave the crazy here”, som skal minde hende om, at hun ikke skal tage stemningen fra bøgerne med sig ovenpå.