Gillian Flynn

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Flynn, Gillian

Gillian Flynn er en hurtigt voksende stjerne på såvel den amerikanske litteraturhimmel som på den internationale. Tre romaner er det blevet til indtil videre, hvoraf den seneste, ”Kvinden der forsvandt” er blevet hendes store internationale gennembrud. Alle romaner rammer snart filmlærredet og har store Hollywoodstjerner i hovedrollerne. Flynn skriver thrillers, effektfulde og velfortalte og propfulde af referencer fra popkultur, der vidner om hendes tidligere job som tv-kritiker for det velrenommerede magasin Entertainment Weekly. 

51973488

Blå bog

Født: 1971 i Kansas City, Missouri, USA.

Uddannelse: BA i Engelsk og Journalistik fra University of Kansas, MA i Journalistik fra Northwestern University, Chicago.

Debut: Sharp Objects. 2006. Roman.

Litteraturpriser: Britisk Dagger Award, 2007.

Seneste udgivelse: En hjælpende hånd. Gad, 2015. (The grownup). Oversat af Nanna Lund. Novelle.

Inspiration: Flynns første store heltinde var Alice i Eventyrland på grund af den store eventyrlyst og nysgerrighed. Af litterære forbilleder nævner hun Joyce Carol Oates, Agatha Christie og Jane Austen.

 

 

Baggrund

”Når jeg tænker på min kone, tænker jeg altid på hendes hoved. Først og fremmest hovedets form. Første gang, jeg så hende, var det hendes baghoved, jeg bemærkede, og der var noget utrolig smukt ved det, ved selve formen. Som en glat, hård kerne eller et fossil. Hun havde, hvad victorianerne ville kalde et fint formet hoved. Man kunne let forestille sig kraniet inde under huden.”

”Kvinden der forsvandt”, s. 11.

Gillian Flynn er opvokset i Kansas City, Missouri, i det amerikanske Midtvesten. Begge forældre var universitetslærere, og hendes far underviste i filmvidenskab, hvilket førte til, at Flynn i en tidlig alder kastede sig over uhyggelige thrillerfilm som ”Psycho”, ”Alien” og ”Bonnie and Clyde”. Hun fik tidligt en kærlighed til thriller- og krimigenren og husker, at noget af det første voksenlitteratur, hun læste var Agatha Christie, som hun ikke har sluppet siden.

I Flynns tredje roman ”Kvinden der forsvandt” mister begge hovedpersoner, Nick og Amy, deres jobs inden for medieverdenen, og det bliver udgangspunktet for den nedadgående spiral, som er romanens kerne. Romanen er en slags portræt af Flynns egen generation og hvordan recessionen har påvirket den, og det kender Flynn selv alt til. Efter ti år i et elsket job på det amerikanske ugeblad Entertainment Weekly – et job, der bød på ture til filmsets i New Zealand, Prag og resten af verden og som gav hende en indersiderviden om film og tv, der skinner igennem i hendes romaner – blev hun fyret, sammen med et hav af andre journalister.

Om den tid siger hun: For mig var det interessant, for jeg voksede selv op i 1970’erne, da man lukkede fabrikker og flyttede produktionen ud af landet. Vi kunne iagttage, hvad der skete uden rigtig at forstå det. Nu kom jeg selv til at opleve, hvordan mit eget erhverv ændrede sig i en helt ny og dramatisk retning. Det ønskede jeg at skrive om, for vi er alle meget tæt knyttede til vores arbejde og vores karriere. For mig selv betød det jo en del at blive fyret, for jeg duer ikke til andet. Ud over at skrive har jeg kun forsøgt mig som servitrice, og det var jeg virkelig dårlig til”. (Carsten Andersen: Bestsellerforfatter skriver med et insiderblik om en forkælet generation. Politiken, 2013-07-21).

De to første romaner er således skrevet ved siden af fuldtidsjobbet som journalist, hvorimod ”Kvinden der forsvandt” er skrevet, efter Flynn blev fyret. I en periode, hvor hun var lykkeligt nygift, hvilket dog ikke lyser ud af siderne om Nick og Amy, et ægtepar, der langsomt finder ud af, at de slet ikke kender hinanden. Flynn siger selv, at det var det nye, lykkelige ægteskab, der gav hende lyst til at kigge på forholdet mellem to mennesker, der forestiller sig, at de kender hinanden ud og ind.

Gillian Flynn bor i Chicago med sin mand, advokaten Brett Nolan, deres søn og en stor kat, der hedder Roy. Hun skriver i kælderen på deres victorianske hus, et koldt og uhyggeligt sted, der passer godt til de dystre temaer i hendes bøger. På væggen har hun et skilt hængende, hvor der står ”Leave the crazy here”, som skal minde hende om, at hun ikke skal tage stemningen fra bøgerne med sig ovenpå.

 

Skarpe genstande

”I de sidste år trak min mor alle sine øjenvipper ud. Hun kunne ikke holde fingrene fra dem. Hun efterlod små bunker af dem rundt omkring på bordene. Jeg legede, at de var små feers reder. Jeg kan huske, at jeg fandt to lange blonde vipper fastklistret til min fod, og jeg beholdt dem i ugevis ved siden af min pude.”
”Skarpe genstande”, s. 99.

Hovedpersonen i Gillian Flynns ”Sharp Objects” fra 2006 (”Skarpe genstande”, 2007) er journalist, som Flynn selv har været det. Camille bliver af sin redaktør i Chicago sendt hjem til fødebyen Wind Gap i Missouri for at skrive om nogle mystiske børnemord. To piger er forsvundet, og den ene er allerede fundet dræbt.

Romanen er en thriller, som alle Flynns romaner er det, men med et noget anderledes persongalleri. Den forholdsvise unge Camille er en lone wolf; hun er flyttet til Chicago for at komme langt væk fra familien og lillebyen og bor i en etværelses lejlighed, som hun aldrig rigtig har fået indrettet, og så skærer hun i sig selv. Hendes krop er dækket af ar fra de ord, hun har skåret ind i huden. Forholdet til moren er mere end betændt, hendes far har hun aldrig mødt, og lillesøsteren døde under mystiske omstændigheder, da hun var meget ung. Hun har været i behandling for sin cutting og har egentlig fået bugt med det, men da hun vender tilbage til fødebyen, blusser det op igen. Alt hvad hun oplever, får et fysisk udtryk ved hjælp af ordene skåret ind i hendes hud: ”Hun tog min hånd og sendte mig et sødt, ægte smil og kærtegnede min håndflade. Det kunne have føltes meget bedre end nogen anden berøring i min liv, men pludselig sukkede særling på min venstre læg.” (s. 230).

26541336

Camille finder ud af, at de to piger på ni og ti, som er blevet myrdet, på forunderlig vis minder om hende selv som barn. De var begge ”drengepiger” og ikke bange for at sige fra. Da hun begynder at interviewe dem, der kendte pigerne, viser det sig, at begge har haft problemer med autoriteter og har udvist voldelige tendenser.

Allerede her i debutromanen møder man et tema, der går igen hos Flynn: De komplicerede og på ingen måde forherligede kvindelige karakterer. Kvinder dominerer og mænd glider i baggrunden i ”Skarpe genstande”, og mødre er ikke nødvendigvis de varme, omsorgsfulde væsener, vi plejer at se dem som.