Hovedpersonen i Gillian Flynns ”Sharp Objects” fra 2006 (”Skarpe genstande”, 2007) er journalist, som Flynn selv har været det. Camille bliver af sin redaktør i Chicago sendt hjem til fødebyen Wind Gap i Missouri for at skrive om nogle mystiske børnemord. To piger er forsvundet, og den ene er allerede fundet dræbt.
Romanen er en thriller, som alle Flynns romaner er det, men med et noget anderledes persongalleri. Den forholdsvise unge Camille er en lone wolf; hun er flyttet til Chicago for at komme langt væk fra familien og lillebyen og bor i en etværelses lejlighed, som hun aldrig rigtig har fået indrettet, og så skærer hun i sig selv. Hendes krop er dækket af ar fra de ord, hun har skåret ind i huden. Forholdet til moren er mere end betændt, hendes far har hun aldrig mødt, og lillesøsteren døde under mystiske omstændigheder, da hun var meget ung. Hun har været i behandling for sin cutting og har egentlig fået bugt med det, men da hun vender tilbage til fødebyen, blusser det op igen. Alt hvad hun oplever, får et fysisk udtryk ved hjælp af ordene skåret ind i hendes hud: ”Hun tog min hånd og sendte mig et sødt, ægte smil og kærtegnede min håndflade. Det kunne have føltes meget bedre end nogen anden berøring i min liv, men pludselig sukkede særling på min venstre læg.” (s. 230).
26541336
Camille finder ud af, at de to piger på ni og ti, som er blevet myrdet, på forunderlig vis minder om hende selv som barn. De var begge ”drengepiger” og ikke bange for at sige fra. Da hun begynder at interviewe dem, der kendte pigerne, viser det sig, at begge har haft problemer med autoriteter og har udvist voldelige tendenser.
Allerede her i debutromanen møder man et tema, der går igen hos Flynn: De komplicerede og på ingen måde forherligede kvindelige karakterer. Kvinder dominerer og mænd glider i baggrunden i ”Skarpe genstande”, og mødre er ikke nødvendigvis de varme, omsorgsfulde væsener, vi plejer at se dem som.