Rædsel er et gennemgående tema hos Gillian Flynn, som har været optaget af at skabe den, siden hun som tiårig øvede sig på at gengive Anthony Perkins’ afsluttende smil i filmen ”Psycho”. Det er rædslen i detaljen, der er interessant i hendes romaner, netop som smilet, der sekundet efter kan afløses af noget helt andet og mere uhyggeligt.
Flynns romaner er desuden befolket af ubehagelige kvinder. Hendes kvinder synes så afgjort at slå mændene af pinden, når det drejer sig om manipulation og kalkuleret ondskabsfuldhed. Det har medført flere beskyldninger om misogyni og spekulationer om Flynns ”dybe uvilje mod kvinder”.
Flynn ser selv de ondskabsfulde kvinder som et udtryk for sin feminisme: ”Handler det virkelig alt sammen kun om pigemagt og you go girl? For mig må feminisme også kunne rumme den tanke, at kvinder er i stand til være skurke. Noget, der virkelig irriterer mig, er denne her idé om, at kvinder er medfødt gode, medfødt omsorgsfulde. I litteraturen kan de selvfølgelig være ualmindeligt modbydelige, ja nærmest dæmoniske vampede og bitchede typer, men det er stadig lidt af en konvention, at en kvindelig hovedperson ikke kan være lige så pragmatisk ond og egoistisk.” (Oliver Burkeman (Oversat af Niels Ivar Larsen): ”Jeg begræder manglen på kvindelige skurke”. Information (og The Guardian), 2013-06-14).