Mørke steder

Citat
”Som en dagdrømmende skolepige kørte jeg hjem og tænkte imens på Ben. Siden jeg var syv, havde jeg set de samme glimt af ham fra det hjemsøgte hus: Ben med sort hår og glat ansigt og hænderne knuget sammen om en økse, der braser til angreb hen ad gangen mod Debby, mens en summende lyd strømmer ud gennem hans sammenknebne læber.”
”Mørke steder”, s. 137.

Som i Flynns øvrige romaner foregår ”Dark Places” fra 2009 (”Mørke steder”, 2010) i det amerikanske Midtvesten. Netop det Missouri, som Flynn selv stammer fra. Også her har vi at gøre med en kvindelig hovedperson, som er mærket for livet. Libby Day var syv år gammel, da hendes to søstre og mor blev slået ihjel på makaber vis. Man mente, at mordet var begået af en satanistisk kult, som Libbys storebror var en del af. Femogtyve år senere har Libby stadig svært ved at få sit liv til at hænge sammen. Den store sorg fylder hele hendes liv, ligesom vi hele tiden fornemmer dystre hemmeligheder, der trænger sig på.

At det er en temmelig plaget hovedperson, vi har med at gøre, er tydeligt fra romanens første sætning: ”Jeg har en ondskab i mig, så levende som et organ. Sprætter man min mave op, glider den måske ud, kødfuld og mørk, og lander på gulvet, så man kan trampe på den. Det er Day-familiens blod.” Libbys bror var femten år gammel, da mordene skete, og Libby, den eneste anden overlevende, vidnede mod ham og fik ham fængslet på livstid. ”Mørke steder” udstiller hysteriet omkring satanisme, som i 1980’erne rullede ind over USA. Mange forbrydelser og ting, der viste sig ikke at være forbrydelser, blev fejlagtigt kædet sammen med satanisme.

27992730

Libby kontaktes af en gruppe mennesker, der har dannet en besynderlig klub. De kalder sig ”Mordklubben” og beskæftiger sig med kendte, bizarre mord og forsøger at opklare hidtil uopklarede mordgåder. De vil gerne tale med hende, og Libby indvilger, da hun har brug for pengene. Det bliver hurtigt klart, at alle har studeret mordet nøje og er overbeviste om, at Ben er uskyldigt dømt. Libby har ikke lyst til at genåbne sagen, men gør det alligevel og konfronteres med både sin fængslede bror og forsvundne far undervejs.

Historien fortælles skiftevis af Libby og af Ben og deres mor, Patty, gennem flashbacks fra den dag, hvor mordene blev begået. Efterhånden som Libby nærmer sig den sande morder, kommer læseren tættere på sandheden gennem flashbacks fra morddagen. Flynn er eminent til at skabe uhygge og spænding ved hjælp af små virkemidler: detaljer i et ansigt, et smil på det forkerte tidspunkt, smukke kvinder, som måske ikke er helt tilregnelige. 

”Mørke steder” filmatiseres med skuespillerinden Charlize Theron i hovedrollen som Libby Day.