Ken Follett lagde ud med at skrive spændingsromaner, og spionromanen ”Nålens øje” blev hans gennembrud som forfatter. Hans spændingsbøger adskiller sig fra den traditionelle af slagsen ved at lægge mindre vægt på våben, fly og hurtige biler og mere vægt på personernes psykologiske udvikling, og der er ofte stærke kvindekarakterer med i hans bøger. En fascination af katedraler fik Follett til at kaste sig over den historiske genre, og i 1989 udkom ”Jordens søjler” og dernæst efterfølgeren ”Uendelige verden”, som er historiske middelalderromaner.
I 2008 udkom ”Giganternes fald” på engelsk, som er første bind af Century-trilogien om det 20. århundrede, der tematisk handler om at erobre frihed og beholde den. Ken Follett researcher altid grundigt og følger historieskrivningen, men tilføjer fiktive karakterer, som kommer helt tæt på de historiske begivenheder.
Han siger selv om sit arbejde med Century-trilogien: ”Udfordringen er at gøre de historiske begivenheder til en del af personernes hverdag, så det bliver en historisk roman og ikke en historiebog. Eksempelvis var opførelsen af Berlinmuren et stort historisk vendepunkt, men i min bog handler det ikke om opførelsen i sig selv, men om en kvinde, der ikke kan gøre det, hun gerne vil.” (Signe Haahr Lindegaard: Historie på den sjove måde. Jyllands-Posten, 2014-09-07).
Ken Folletts store fanskare elsker hans underholdende romaner, det store persongalleri og det fængende drama. Forfatteren har dog også mødt kritik fra anmeldere, der mener, at der er for mange dramatiske klicheer, at ”tilfældighederne” i Folletts romaner nogle gange er lidt for gennemskuelige, og at hovedpersonerne er enten meget gode eller meget onde. Ken Follett siger selv: ”Jeg kan godt lide sort/hvide karakterer,” siger han, ”jeg tror ikke på, at personer i en roman skal bestå af alle nuancer af gråt. Og jo, det er en kliché, når jeg for eksempel lader jarlen have en affære med sin husholderske. Men det virker, og jeg tror ikke på originalitet for originalitetens egen skyld.” (Han er murstensromanens mester. Berlingske, 2014-09-05).