”Fall of Giants” fra 2010 (”Giganternes fald”, 2010) er første bind i Ken Folletts Century-trilogi, som foregår i det 20. århundrede. Trilogien spænder over tre generationer og tre tidsperioder med hver sin krig: Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. ”Giganternes fald” foregår i perioden 1911-1924 og omhandler to store begivenheder: Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution. Fem familier og deres skæbner vikles ind i hinanden, og på grund af krigene får det store konsekvenser. I romanen er plottet bygget op sådan, at de fiktive karakterer kommer helt tæt på historiske personer og begivenheder.
Historien begynder i kulminebyen Aberowen i Wales, den dag drengen Billy Williams fylder 13 år og skal begynde at arbejde i kulminen. Hans far er fagforeningsmand, og søsteren Ethel er tjenestepige hos jarlen Fitzherbert på godset Ty Gwyn.
28455348
Jarlen er gift med den russiske fyrstinde Bea, og hans søster Lady Maud er feminist og bliver senere involveret i kvindesagen. Jarlens gamle skolekammerat Walther von Ulrich er diplomat ved den tyske ambassade i London. I modsætning til sin far foretrækker Walter von Ulrich fred i verden, og han er forelsket i Lady Maud, men de to må skilles på grund af krigen. Amerikaneren Gus Dewar har forbindelser til den amerikanske præsident Wilson, som har en naiv tro på Folkenes Forbund. Både Williams-familien og Fitzherbert-slægten har fædre og sønner i skyttegravene i Frankrig under Første Verdenskrig. Den russiske revolution fortælles gennem arbejderen Grigorij Pesjkov, som færdes i frontlinjen og møder Lenin, Trotskij og Stalin.
Det lykkes Ken Follett at væve en historisk roman med mange spor sammen i flere lande. Romanen er bygget op som en klassisk fortælling, fortalt i tredje person, og krydsklipper mellem fem familier og nationaliteter. Læseren får et godt og underholdende indblik i det politiske magtspil, fagforeningskampe og suffragetternes kamp for ligestilling og kvindelig valgret.