Edward Morgan Forster blev født d. 1. januar 1879 i London. Faderen, Edward Forster, døde af tuberkulose, inden sønnen fyldte to år. Forster voksede således op som enebarn med sin mor Lily Thornton, der fik støtte fra grandtanten Marianne Thornton. I 1887 arvede han en stor sum penge fra hende, hvilket muliggjorde hans forfattervirksomhed.
Forsters mor døde, da han var 66 år, og indtil det sidste var hun altdominerende i hans liv. De levede i et gensidigt afhængighedsforhold – på godt og ondt: Moderen modarbejdede både hans forfatterskab og hans homoseksualitet, og på sin 33-års fødselsdag skrev Forster i sin dagbog: ”Er kun glad, når jeg ikke er hjemme”.
På Cambridge, hvor han studerede mellem 1897 og 1901, blev han medlem af diskussionsklubben The Apostles. Her debatterede han med blandt andre filosoffen Bertrand Russel og økonomen J.M. Keynes, forfatterkollegerne D.H. Lawrence og Christopher Isherwood. Han var del af den kunstneriske og intellektuelle Bloomsbury-gruppe i 1910’erne og 20’erne med forfatterkollegerne Lytton Strachey og parret Woolf. Her fik han øgenavnet ”Muldvarpen” pga. hans udseende, men også fordi han bevægede sig ”i de underliggende lag, for så pludselig at dukke op med noget åndfuldt og skarpsindigt.” (Anne Mette Bruun: E.M. Forster skrev sig ned til menneskets dybere lag. Politiken, 2009-05-01).
Først som 37-årig fik Forster et fysisk forhold til en mand, og som 51-årig fandt han sit livs kærlighed, den yngre politimand Bob, hvis kone May accepterede de to mænds forhold. Forster havde et stærkt venskab med familien og blev gudfar til deres søn. Som 91-årig døde han i armene på Bobs enke.
I 1930’erne og 40’erne var Forster radiovært på BBC og aktiv i kampen for ytringsfrihed. Og fra denne periode var han også mest aktiv som kritiker og formidler. Han bedrev åndelig modstand mod nazismen og skrev tekster, der advokerede for tolerance og frihed. Efter morens død i 1946 flyttede han tilbage til Cambridge og levede der som mentor for en yngre generation.
Biografisten Anne Mette Bruun konkluderer, at Forster pga. sin mor ikke turde leve op til sine egne idealer om frihed, frisind og tolerance, mens Hans Hertel foreslår, at det netop er det klaustrofobiske moderforhold, der sætter hans skrivetrang i gang: ”uden det altædende moderdyr var han måske aldrig blevet provokeret til at realisere sig selv som romanforfatter?” (Hans Hertel: Homoseksuelt geni kæmpede mod sin mor og de klamme normer. Politiken, 2013-02-03).
En hæmmende mor, men også et frisættende og intellektuelt miljø på Cambridge, i Bloomsburygruppen og på sine mange rejser til Indien og Sydeuropa har alle skabt et forfatterskab, der kan siges at være britisk – romantisk og realistisk – i både tema, form og kritisk hensigt.