Howards End

Citat
”Det er en af de mest interessante ting i verden. Sandheden er, at der findes et storslået ydre liv, som du og jeg aldrig har været i berøring med – et liv i hvilket telegrammer og vrede tæller.”
”Howards End”, s. 31.

Epigrafen til Forsters kunstneriske gennembrud ”Howards End” fra 1910 (”Howards End”, 2009) lyder ”Only connect”. Romanen handler om at bygge bro på tværs af skel, der, som i resten af forfatterskabet, er trukket hårdt op mellem klasser, køn, nationaliteter, dannelse osv.

Plottet er komplekst, og der er konflikter, vold og dødsfald, men det er mere refleksion og observation, der tegner dramaet mellem de to flegmatiske og kultiverede søstre Schlegel, den velhavende forretningsfamilie Wilcox og den romantiske kontorist Leonard Bast, der kæmper for at komme frem i verden. Howards End er navnet på et landsted, som den velhavende Wilcox-familie ejer, hvor det gamle elmetræ kommer til at symbolisere romanens grundlæggende spørgsmål om, hvad materielle rødder betyder og hvilke værdier, der skal føre England videre.

27728790

Efter en række forviklinger gifter Margaret Schlegel sig med forretningsfamiliens overhoved, den jordnære Mr. Wilcox, hvis motto er ”Koncentrér dig” (s. 191). Hun er nysgerrig og antimaterialistisk og interesserer sig for indre værdier og personlige relationer, men kommer til at stå for en tolerant brobygning mellem den ydre pragmatisme og det indre følelsesliv: ”[…] regnbuebroen, som bør forbinde prosaen i os med lidenskaben. Uden den er vi meningsløse brudstykker, halvt munke, halvt dyr, uforbundne buer, som aldrig har forenet sig i et menneske.” (s. 190).

Romanen er kompositorisk ambitiøs. Forviklinger og foreninger lægger sig i lag, mens den alvidende fortæller knytter kommentarer og taler med. Teksten svinger mellem dagligdagssprog og en mere lyrisk stemmeføring, mens replikkerne afslører tonen i de forskellige sociale lag. Forster har i hele forfatterskabet fokus på kvindens situation, og i ”Howards End” bliver den feminine synsvinkel tydelig, også som politisk kommentar, f.eks. i munden på Margaret Schlegel: ”Det er blot det, at folk er meget mere forskellige, end man foregiver. Over hele verden bekymrer mænd og kvinder sig, fordi de ikke udvikler sig, som de burde udvikle sig.” (s. 343).