Beslægtede forfatterskaber

Mette Bundgaard Laursen har udgivet science fiction-trilogien ”Caldera”. 17-årige Kate går i gymnasiet, og så møder hun fyren Noah. Han viser sig at være prins på en planet i galaksen, der hedder Caldera. Første bog foregår i et realistisk dansk gymnasiemiljø med kærlighed, venskaber og fester. I anden bog rejser Kate med Noah til Caldera, hvor hun bliver taget til fange af oprøreren Naphal, og et trekantsdrama opstår. Fælles for de to serier er, at de begynder i et realistisk miljø, og så kommer science fiction-elementerne ind i bøgerne, efterhånden som handlingen skrider frem. Kærlighedstemaet og trekantsdramaet fylder en del i Caldera-trilogien, hvorimod der mere antydes et trekantsdrama i Spektrum-serien.

Manuskriptforfatter og filminstruktør Poul Berg har skrevet ”Tidsrejsen” (2014), som bygger på DR’s julekalender af samme navn. Historien handler om 13-årige Sofie, der er videnskabsinteresseret og har en farfar, som er videnskabsmand. Sofies forældre er skilt, og hun forsøger via tidsrejser at bringe dem sammen igen, så de kan fejre jul sammen.

Tidsrejsetemaet finder man også hos den britiske forfatter Linda Buckley-Archer. Trilogien ”Tidsrejsen” handler om 12-årige Peter og Kate, der prøver en antityngdekraftmaskine og bliver slynget tilbage til år 1763. Yderligere problemer opstår, da maskinen bliver stjålet af landevejsrøveren Tjæremanden. Peter og Kate er fanget i fortiden, men så møder de lommetyven Gideon, som hjælper dem under jagten på at få maskinen tilbage, så de kan komme hjem til nutiden.

”Fangen fra Azkaban”, som er tredje bog i J.K. Rowlings Harry Potter-serie, handler også om tidsrejser. Hermione Granger har nemlig en tidsvender, som hun bruger til at nå alle sine timer på Hogwarts. Hermione og Harry bruger også tidsvenderen til at rejse tre timer tilbage i tiden for at redde ét af Hagrids dyr, Stormvind, fra at dø. Venskaber, sammenhold og loyalitet er gennemgående temaer i Harry Potter-bøgerne, hvor børn og unge må stå sammen for at bekæmpe det onde. På samme måde må Emilie og hendes venner stå sammen i Spektrum-serien.