Jon Fosse er en produktiv forfatter, som arbejder i mange genrer – han har skrevet både skuespil, romaner, essays, børnebøger, billedbøger og digte. På trods af forfatterskabets formmæssige diversitet er hans stil meget særegen og genkendelig. Gentagelser af ord, sætninger og motiver samt en forkærlighed for alenlange sætninger præger hans værker, og hans sprog har en særlig rytme, der synes at variere som forskellene i et åndedræt, snart stakåndet og hurtig, snart rolig og afslappet. Det er, som om teksterne med deres talesprog, fyldord, afbrudte sætninger og gentagelser søger efter noget autentisk, et sprog, der ikke er kunstigt, men som kunne blive talt eller tænkt af mennesker. Og så tager hans værker ofte udgangspunkt i det enkelte menneskes følelsesmæssige og eksistentielle konflikter. Der er sjældent mange hovedpersoner i de enkelte værker, og det synes at være de nære relationer som forældre, søskende, ægtefæller og venner, der interesserer ham mest.
En del af Fosses romaner er fortalt med mange tilbageblik, og teksterne interesserer sig tydeligvis for, hvad der sætter hukommelsen i gang hos et gammelt menneske, for hvordan vi husker, og hvordan minder hele tiden fletter sig ind i det liv, et menneske lever.
I sit forfatterskab er Fosse meget interesseret i religion, i religiøse motiver og i, hvordan spørgsmål om tro filtrer sig ind i menneskers liv, i begivenheder og i deres oplevelse af naturen. Som i første del af romanen Morgen og aften, hvor man som læser følger fiskeren Olais tanker, mens hans kone ligger og er ved at føde dem en lille søn. På side 14 står der: “(...) men at Gud bestemmer alt, og at der er en Guds mening med alt hvad der sker, nej det tror han ikke på, så sandt som han er Olai og er fisker og er gift med Marta og er søn af Johannes og nu, i denne stund, bliver far til en lille krabat som skal hedde Johannes efter bedstefaren. Der er en Gud, ja, tænker Olai. Men han er langt borte, og han er helt nær.” Som det bliver tydeligt i dette citat, er tankerne om det religiøse hos Fosse sjældent abstraktioner, men knyttet til helt konkrete situationer og livsbegivenheder, som tvinger karaktererne til at overveje verdens sammenhænge.
Skuespillene er for det meste enkle scener fra moderne menneskers liv. Romanerne udspiller sig til gengæld ofte i Norges randområder, ved havet vestpå, i småbyer, hvor karaktererne lever fattigt som fiskere. Der er altså et vist element af hjemstavnslitteratur over Fosses forfatterskab.